Dyrenes Liv: I Pattedyr

10 DYRENES LIV ny og drager kort efter tilbage for at genoptage den afbrudte Plyndring. Mod kan man ikke fraskrive Aberne. De stærkere Former sætter sig dristigt til Værge, selv mod frygtelige Rovdyr og det endnu farligere Menneske, og indlader sig i Kampe, hvis Udgang i det mindste for mangen en Angriber er tvivlsom. Endog de sirlige Marekatte gaar, naar de tirres eller trænges, løs paa Modstanderen. De store Menneskeaber og Bavianer har i deres Tænder et frygteligt Vaaben, og selv med de sidste indlader en Indfødt sig ikke i Kamp, uden at han har Gevær; ja ovei'for Gorillaen gør end ikke Geværet ham altid overlegen. I alle Tilfælde er det eneslaaende Raseri, der forøger Abernes Styrke, meget at befrygte; og den Behændighed, der er dem egen, giver dem kun altfor ofte gunstig Lejlighed til at bibringe Modstanderen et afgørende Slag. De kæmper med Hænder og Tænder, slaar, kradser og bider. Meget udbredte Angivelser af andre Forsvarsmaader er derimod ikke bievne bekræftede gennem omhyggelige Iagttagelser. Tværtimod siger Pechuel-Loesche: »Det fortælles, at Aberne værger sig med afbrækkede Grene, og det er almindelig antaget, at de slynger Stene, Frugter, Træstykker og andre Genstande ned paa deres Modstandere. Sandsynligvis skyldes denne Antagelse unøjagtige Iagttagelser. I overmodig Leg brækker Skovaber ganske vist tørre Grene af, idet de springer løs imod dem, vipper og ryster dem; men de kaster dem ikke mod nogen nedenfor staaende, ligesaa lidt som de, naar de forskrækkes og flygter, kaster med Frugter eller andre Genstande. Har de tilfældig noget i Haanden, lader de det simpelthen falde. Heller ikke Klippebavianerne tænker paa at kaste Sten mod Forfølgere. Fra de Steder, hvor de netop befinder sig, kan Klippestykker vel rulle og falde ned, men kun tilfældigt, og lige saa hyppigt, naar der ingen Fjende er i Sigte; thi de kraftige Dyr vender ivrigt de løse Sten, fordi der under dem findes alt Slags Kryb, som de søger«. Aberne føder én Unge, kun faa Aber to. Som Regel er Ungen en lille, grim Skabning, der har tilsyneladende dobbelt saa lange Lemmer som dens Forældre og et Ansigt, der er saa foldet og rynket, at det meget snarere ligner en Oldings end et Barns. Dette grimme Pus er imidlertid — i endnu langt højere Grad end hos Mennesket — Moderens Kæledægge. Hun dægger og plejer det paa rørende, — eller, om man vil, latterlig Vis; thi Kærlighed og det Latterlige mødes her. Kort efter Fødselen hænger Ungen sig med begge Forhænder fast om Moderens Hals og med Baghænderne om hendes Liv, — den heldigste Stilling for ikke at genere Moderen, naar hun løber, og for uforstyrret at kunne die. Selv større Abeunger springer i Farens Stund op paa deres Forældres Skuldre og Ryg. I Begyndelsen er det lille Væsen naturligvis meget følelsesløst og udeltagende; men desto kærligere er Moderen. Uophørlig beskæftiger hun sig med sit Kælebarn, snart slikker hun det, snart lopper hun det; snart trykker hun det fast til sig, snart lager hun det paa