Dyrenes Liv: I Pattedyr

ABERNE 9 Flokke, der, hver for sig, vælger som fast Opholdssted en større eller mindre Strækning, der forekommer dem gunstig. Noget for Tanden maa der være; ellers udvandrer de. I magre Egne er Skov i Nærheden af Menneskeboliger et rent Paradis for dem: At Træet er forbudt, kymrer de sig ikke om, naar kun dets Æbler er gode. Fremfor alt andet foretrækkes Majs- og Sukkerrørsmarker og Løg-, Frugt-, Melon- og Bananplantning. Heller ikke ilde er de Egne, hvori den, der vil tugte de frække Gavtyve, maa befrygte Beboernes Overtro! Er Banden først blevet enig om Opholdsstedet, begynder det ægte Abeliv ined al dets Lyst og Glæde, Kiv og Strid, Nød og Sorg. Det stærkeste eller ældste mandlige Medlem af Hjorden udnævner sig selv til Fører eller Høvdingabe. Værdigheden bliver ikke overdraget den ved almindelig Stemmeafgivning men vindes først efter meget haardnakket Kamp og Strid med Konkurrenterne, hvilket vil sige med samtlige andre ældre Hanner. De længste Tænder og de stærkeste Arme gør Udslaget. Den, der ikke godvillig vil underordne sig, bliver sat i Reite med Bid op Knubs, indtil den har lært Fornuft. Den stærke tilkommer Kronen: I dens Tænder bor dens Visdom! --------Abesproget maa kaldes temmelig righoldigt; i det mindste behersker hver Abe meget vekslende Lyde for for- Skelet af Menneske og Gorilla. skellige Sindsstemninger. Men- nesket lærer hurtigt at forstaa disse Lydes Betydning. Særlig betegnende er det Skræk-Raab, der altid rummer Maning til Flugt. Rigtignok er det svært at beskrive og endnu sværere at efterligne; man kan egentlig kun sige, at det bestaar af en Række korte, stødvise, ligesom dirrende og mislydende Toner, hvis Betydning Aben yderligere illustrerer ved Ansigtsgrimasser. Saa snart dette Advarselsraab lyder, tager Hjorden skyndsomst Flugten. Mødrene kalder deres Unger sammen; i et Nu hænger disse fast til dem, og belæssede med den søde Byrde iler de h urtigst mulig til nærmeste Træ eller Klippe. Først naar Føreren atter viser sig rolig, samles hele Hjorden paa