Dyrenes Liv: I Pattedyr

8 DYRENES LIV Spring paa seks—otte Meter er dem en Leg, og fra et Træs Top springer de ti Meter dybt ned paa Enden af en Gren, bøjer ved Stødet denne langt ned og sætter, medens Grenen svipper tilbage, af til endnu et mægtigt Spring, hvorunder de strækker Bagben og Hale ud som et Ror og gennemflyver Luften som en Pil. I samme Nu, som de lykkelig og vel har faaet Fodfæste, gaar det videre — selv gennem de frygteligste Torne — saa let, som gik de paa et Stuegulv. En Slyngplante er for dem en højst bekvem Trappe, en Træstamme en banet Vej. For- og baglæns klatrer de, ovenpaa Grenen eller hen under den; kaster man dem ind i en Trækrone, griber de med en Haand fat i en lille Gren og hænger taalmodigt i den, til den kommer til Ro, og gaar saa saa ligegyldigt hen ad den, som havde de stadig været paa jævn Jord. Knækker Grenen, saa griber de under Faldet en anden; holder heller ikke den, saa gør vel en tredje det — og, skal galt være, bringer en Nedstyrtning dem heller ikke ud af Fatning. Hvad de ikke kan gribe med en Forhaand, griber de med en Baghaand, eller — som Brednæserne (den ny Verdens Aber) — med Halen. Denne bruges af alle som Ror, naar store Spring skal gøres, men anvendes ogsaa paa anden Maade til forskelligt Brug, selv om det saa er til Klatretov for den næste. Hos Brednæserne bliver den en femte — nej, den første, vigtigste Haand. I Halen hænger hele Dyret sig op og gynger som det har Lyst til; med Halen henter det sig Føde ud af Spalter og Sprækker. Aben benytter Halen som Trappe for sig selv og den tjener som Hængekøje, naar dens Ejermand vil holde Middagshvil. Letheden og Elegancen i Bevægelser lægges forøvrigt først ret for Dagen under Klatringen. I den Henseende yder selv Menneskeaberne noget betydeligt, om end de — i hvert Fald de højere begavede — klatrer mere paa Menneskers end paa almindelig Abevis. Gangen er altid mere eller mindre plump og tung; dog kan Marekatte for en kort Tid løbe saa hurtigt, at det næppe lykkes almindelige Hunde at indhente dem. Menneskeabernes Gang kan knap nok kaldes Gang; thi medens andre Aber træder paa hele Saalen, støtter disse sig paa Forhændernes indadbøjede Fingerknoer og kaster Kroppen tungt frem, saa at Fødderne kommer til at staa mellem Hænderne. £Nogle Abegrupper svømmer fortræffeligt, medens andre synker som Bly. Til de første hører Marekattene — hvilke Brehm saa svømme over den blaa Nil med største Hurtighed og Sikkerhed, — til de sidste sandsynligvis Bavianerne og maaske ogsaa Brøleaberne. Ikkesvømmerne skyr i høj Grad Vandet. Man har en Gang fundet en næsten forhungret Familie af Brøleaber paa et Træ, hvis Fod ved Oversvømmelse var sat under Vand, uden at Aberne havde vovet at redde sig over til et andet, næppe 60 Skridt derfra fjernet Træ. Abernes selskabelige Liv er meget tiltrækkende for Iagttageren. Kun faa Aber lever som Eneboere; de fleste slaar sig sammen i