Dyrenes Liv: I Pattedyr

ROVDYRENE 143 tagerne eller i tilstødende Krat, og Bjærgenes rigt bevoksede Højder yder den ikke alene fortrinlige Skjulesteder, men ogsaa rigeligt Bytte. Trods sin ikke særlig imponerende Størrelse er Leoparden i Virkeligheden en frygtelig Fjende — selv overfor Mennesket, skønt den dér viger, saa længe den kan. Da den er en Mester i alle Legemsfærdigheder og er listigere end noget andet Rovdyr, forstaar den at bemægtige sig selv det hurtigste og mest sky Vildt. Man træller den næsten lige saa hyppig skjult oppe i Træerne som nede i en Busk, og naar den forfølges, klatrer den altid til Vejrs. Skal det være, svømmer den ogsaa over brede Floder. Først under sine Bevægelser viser den sig i sin fulde Skønhed. Hver enkelt Bevægelse er saa bøjelig og elastisk, saa smidig og behændig, at det er en ren Nydelse at betragte Dyret, hvor meget man saa end kan hade det som den Røver, det er. Aldrig mærker man mindste Antydning af Anstrængelse; Legemet vrider og snor sig i alle Retninger, og Foden Iræder saa sagte til, som bar den det letteste Legeme. Desværre er Leopardens Karakter ikke saa harmonisk som dens Legemsskønhed — i det mindste ikke efter vore Krav. Den er forslagen, ondsindet, vild, mordlysten, hævngerrig og tilmed fejg. Den myrder alt, hvad den kan overmande, ligemeget, om det er store eller smaa Dyr, om de sætter sig til Modværge eller uden Modstand bliver dens Bytte. Sjakaler, Antiloper eller Smaatkvæg udgør vel dens Hovedføde; men den klatrer ogsaa op i Træerne efter Aberne, overrmmpler Trapper og Perlehøns, ja selv de mindste Fugle, og den forsmaar sikkert heller ikke Frøer. Efter Pechuel-Loesches Iagttagelser skal den ogsaa sluge Oliepalmens Frugter. — Særlig er den paa Nakken af Bavianerne, og at den hindrer, at disse Dyr tager til i overvældende Grad, ser man bedst i de Egne, hvor den ikke findes. Paa indhegnede Kvæghjorde kan den lejlighedsvis anrette et formeligt Blodbad og i en eneste Nat dræbe et Dusin og flere Faar. Den frygtes da ogsaa langt mere af Kvægejerne end de andre store Bovdyr; thi de lader sig dog oftest nøje med et enkelt Bytte ad Gangen. Paa sin frække Mordlyst leverede Leoparden Brehm et slaaende Eksempel, som han fortæller: »En Formiddag, da vi red imellem Bjærgene, hørte vi Bavianernes udfordrende Skrig og besluttede at prøve vore Bøsser paa dem. Vore Folk, blandt hvilke der befandt sig en Ægypter, som var Kok, blev nede i Dalen ved Muldyrene; vi klatrede langsomt op ad Bjærgskraaningen og valgte os en god 1 lads, hvorfra vi skød efter Aberne. Det var temmelig højt, og nogle af Skuddene fejlede, hvorimod andre traf; af de saarede Aber flygtede nogle, medens andre styrtede. Saaledes saa vi en ældgam-,’lc' Hämadryasbavian, der var let saaret i Halsen, vakle ned ad lipperne forbi os; vi ventede at finde dens Lig i Dalen og lod den < erfor rolig gaa videre; vi skød derefter paa de andre Aber, som