Dyrenes Liv: I Pattedyr

144 DYRENES LIV endnu sad oven over os. Pludselig opstod der en urolig Bevægelse iblandt dem, og straks efter hørtes der en hæftig Støj nede i Dalen. Samtlige Han-Bavianer rykkede hen imod Klippens Rand, brummede, brølede og slog rasende med Hænderne i Jorden; de løb frem og tilbage, bestandig seende ned i Dalen, og nogle af de mest rasende Hanner begyndte endog at klatre nedad. Vi troede allerede, at de beredte sig til et Angreb paa os og ladede derfor hurtig. Da blev vi opmærksomme paa Støjen nede i Dalen; vi hørte Hundeglam, høje Raab og omsider Ordene: »Til Hjælp I til Hjælp! en Leopard!« Idet vi saa ned over Bjærgvæggen, skelnede vi ogsaa et saadant Rovdyr, der løb lige løs mod vore Folk, men paa Vejen beskæftigede sig med en Genstand, som vi ikke kunde skelne, da den var skjult af Leopardens Legeme. Straks efter faldt der to Skud nede i Dalen, og derpaa blev alt stille paa nær Hundenes vedholdende Gøen. Det hele var gaaet saa hurtigt for sig, at vi endnu stadig ikke vidste, hvad der egentlig var paa Færde. Vi steg derfor temmelig rask ned i Dalen, og her saa vi vore Folk i de forskelligste Stillinger, stift stirrende paa en Busk. »Der ligger Leoparden!« sagde de, og forsigtigt nærmede jeg mig Busken, men kunde, hvor meget jeg end anstrængte mig, ikke opdage Dyret (saa godt skjulte dets Farvetegning det!). Da pegede en af mine Folk paa et bestemt Sted, og her, lige foran mig, saa jeg endelig Leoparden ligge. — Den var død; og omtrent ti Skridt længere nedefter laa en ligeledes dræbt Hamadryasabe. Nu opklaredes Sagen. Under Opstigningen var vi utvivlsomt komne ganske nær forbi Rovdyrels Leje. Derefter havde vi affyret en halv Snes Skud, hvis Knald havde givet mangedobbelt Ekko. Leoparden havde da styrtet sig over de mod Dalen humpende, saa-rede Aber — og dette trods vor Nærhed, trods de, alle andre Dyr skræmmende Skud, trods den klare, sollyse Dag! Som en Rytter paa sin Hest var den formelig redet ned i Dalen paa Bavianen! Ikke en Gang Folkenes Raaben og Larmen havde skræmmet den tilbage. Som det fremgik af Bavianens Saar og af Sporet, havde Leoparden grebet den med sine Forpoter i Snuden og revet dybe Huller her, medens den med Bagpoterne havde søgt at klamre sig fast til Abens Bagdel; hvor den ikke paa den Maade havde redet, havde den ladet sig slæbe bagefter.« Naar Leoparden tror sine Unger i Fare, eller naar den angribes eller saares, styrter den sig ofte som rasende over sin Modstander, men man kender desuden ogsaa Eksempler paa, at den, uden paa nogen Maade at være bleven tirret, har angrebet Mennesker. I Abessinien sker dette hvert Aar; selv voksne, vaabenførende Folk bliver angrebne og dræbte af Leoparder, og med Børn sker det naturligvis endnu hyppigere. I Vestafrika er det ikke bedre, og de indiske Aarsberetninger til Regeringen for Tiaaret 1876—86 angav,