Dyrenes Liv: I Pattedyr

HOVDYRENE 155 lysere eller mørkere rustbrunc Pletter sig livligt. Sydamerikas Stepper og gaar gennem Patagonien gelhanstrædet. * , * ‘ 'i! Den lever paa helt ned til Ma- Næsten alle er enige om at betragte Lossen (Lynæ) som en Katteslægt for sig. Karakteristisk for den er Ørenes penselformige Duske og det kraftige Kindskæg, den slanke men stærke Krop, der bæres af høje Ben, og den korte, oftest afstumpede Hale. Alle Verdensdele undtagen Australien huser Losser, Europa alene to vel adskilte Arter. De be- bor fortrinsvis tætte Skove, men forekommer dog ogsaa paa Stepper og i Ørkener, ja selv i beboede Egne. Alle maa de uden Undtagelse anses for højtudviklede Katte, er rovbegærlige og i høj Grad farlige saa vel for Vildtbestanden som for Husdyr. Den almindelige Los, Norsk Gaupen (Lynx vulgaris) er den ypperste af Slægtens Medlemmer, baade ved sin Skønhed, sin Slørrelse og sin Kraft. Først ved et Besøg paa Musæet i Kristiania fik Brehm ret at se, hvor stor en Los virkelig kan blive. Naar den er fuldt udvokset, er den mindst lige saa stor som de Leoparder, man faar at se i Menagerier o. lign., men den er noget kortere i Kroppen og mere højbenet. Dens Krop- Los. længde kan naa 1,3 M., Halen er 15—20 Ctm. lang, Skulderhøjden omtrent 75. Ctm. Vægten skal kunne beløbe sig til 45 Kilo. Den kraftige, undersætsige Krop, de stærke Lemmer og de mægtige Poter, der minder om Tigerens eller Leopardens, forraader ved første Blik Dyrets store Kraft og Styrke. Pelsens Hovedfarve er rødgraa og hvidsprængt med rødbrune eller graabrune Pletter, men Farven varierer betydelig. Om Sommeren er Pelsen korthaaret og mere rødlig, om Vinteren langhaaret og mere graahvid. I Mellemeuropa og Alperne var Lossen tidligere langt mere almindelig end nu; derimod er den ret hyppig i Rusland og Skandinavien og bebor desuden hele det bjærgfuldc og skovrige Østsibirien og Vestasiens Bjærgegne indtil Turkestan og den øvre Indusdai.