Dyrenes Liv: I Pattedyr

156 DYRENES LIV En udmærket Beskrivelse af Lossens Levevis har Tschudi givet i sin Bog »Dyrelivet i Alperne«. Han siger deri: »Saa længe Lossen finder tilstrækkelig Næring i sine Højskove og Bjærgkløfter, kommer den ikke uden for dem, men lever parvis i de ensomste og mørkeste Fjældgab og forraader kun sjældent sit Opholdssted ved sin afskyelige, gennemtrængende Hylen. Saa længe det kan lade sig gøre, holder den sig i de tætteste Skjul, liggende paa Lur langs ad en lav Gren i Tykningen. Hele Dagen kan den ligge paa samme Plet og synes at sove med halvt lukkede Øjne, naar dens forræderske Aarvaagenhed er allerstørst, og Øje og Øre er spændte til den yderste Grad af Opmærksomhed. List er dens Vaaben; thi dens svage Lugtesans og forholdsvis ringe Hurtighed gør den uskikket til aabent Angreb. Ved taalmodig Luren og lydløs, katteagtig Snigen bemægtiger den sig sil Bytte. Den er ikke saa snu som Ræven, men mere taalmodig; ikke saa fræk som Ulven, men mere udholdende; ikke saa stærk som Bjørnen, men mere skarpsynet og agtpaagivende. Sin Styrke har den i Bagbenene, Kæberne og Nakken. Hvad den naar ved sit lange, sikre Spring, cr fortabt; men springer den fejl, lader den sit Bylte slippe og vender uden Tegn paa Ærgrelse tilbage til sin Gren. Den er ikke graadig, men den elsker det friske, varme Blod og rives ofte af Begærlighed efter dette ud af sin sædvanlige Forsigtighed. Naar den ikke har gjort noget Bytte om Dagen, strejfer den ofte om Natten vidt hen over Bjærgene. Sult giver den Mod og skærper dens Sanser og dens Snille. Træffer den da en græssende Faare- eller Gedehjord, sniger den sig slangeagtig hen imod den paa Bugen, styrter sig i ét Spring paa Ryggen af et opskræmmet Dyr, bider Pulsaarerne eller Halsen over paa det og dræber det saaledes paa Stedet. Derpaa slikker den først det varme Blod i sig, river saa Bugen op og fortærer Indvoldene tillige med noget af Hovedet, Halsen og Skuldrene og lader det øvrige ligge. Undertiden dræber den en 3—4 Geder eller Faar paa én Gang og anfalder, naar den er sullen, endogsaa Kalve og Køer. I Kanton Schwyz blev der en Gang skudt en Los, som i nogle faa Uger havde sønderrevet henved 40 Faar og Geder. Er der Vildt nok, holder Lossen sig imidlertid til dette og synes at nære en vis Frygt for at forraade sin Nærværelse ved at sønderrive Husdyr. Den ynder især Gemsernes Kød; men da disse har en langt finere Næse, undgaar de den ofte, naar den har lagt sig i Baghold ved deres Græssepladser og Saltklipper. Derimod gør den hyppigere Grævlinger, Murmeldyr, Alpeharer, Hjerper, Ryper, Urhøns og Tjurer til Bytte og tager i Nødstilfælde til Takke med Egern og Mus. Om Vinteren falder en enkelt Raa i Kløerne paa den, naar den er nødt til at vove sig ned paa de lavere Bjærgstrøg om Dalene; hyppigere sker det, at den prøver paa at grave sig ind i Gede- og Faarestalde. En Gedebuk, som ved en saadan Lejlighed blev den underjordiske Fjende va’r, netop som den stak Hovedet