Dyrenes Liv: I Pattedyr

ROVDYRENE 157 op af Jorden, stangede gentagne Gange Lossen saa stærkt, at den blev liggende død i sin Tunnel. Losserne formerer sig ikke stærkt. Parringen finder Sted i Januar eller Februar Maaned uden det sædvanlige afskyelige Kattehyl, og efter 10 Ugers Forløb kaster Hunnen to eller tre blinde Unger i en omhyggelig skjult Hule eller i en gammel, udbedret Grævlinge-eller Rævegrav under en Trærod eller en Klippe og bringer dem Mus, Muldvarpe, Smaafugle og andet lignende Bytte til Føde. Paa Grund af dette Dyrs Sjældenhed anstiller man ikke regelmæssige Lossejagter. Kommer Jægeren derimod uventet over Lossen, viger den ikke af Stedet og er da let at skyde. Men ogsaa her gælder det om at tage godt Sigte; thi bliver den kun saaret, styrter den med fraadende Gab ned paa Jægeren, slaar sine skarpe Klør dybt i hans Kød og bider sig fast uden at give Slip igen. Dog springer den først løs paa Hunden, hvorved Jægeren faar Tid til endnu et Skud, men det koster i Reglen Hunden Livet, thi Lossen er sikker i sit Angreb og springer med stor Nøjagtighed. Den er derfor heller ikke frygtsom af sig, giver sig god Tid, flygler ikke straks op i et Træ, men søger hellere hen i utilgængelige Fjældkløfter og kan, naar det kniber, hamle op med lo eller Ire almindelige Jagthunde.« Losser, der er indfangede som unge og har faaet en god Dressur, er nogle af de mest tiltalende Dyr. Saaledes fortæller Loewis om en Los, han havde fanget: »Faa Maaneder var nok til, at min unge Los nøje lærte at lyde Navnet Lucy. Blandt de mange Hundenavne, der lød paa mine Jagter, genkendte den straks sit og adlød det mønsterværdigt. Uden noget Besvær var dens Dressur blevet saa fin, at den midt i den vildeste, lidenskabeligste Jagt paa Harer, Fjerkræ eller Faar holdt inde, saa snart mit truende Raab naaede den, kastede sig skamfuld ned paa Jorden og haabede paa, at Naade vilde gaa for Ret. Bøsseknaldets Betydning for, at den kunde faa sin Sult stillet, lærte den snart at kende; og var den for langt borte til at høre mit kaldende Raab, saa var et Geværknald nok til, at den ivrigt kom løbende. Frivillig og med virkelig Lyst gjorde den alle mine Efteraarsjagter med, følgende mig som en Hund. Rejste en stakkels Hare sig foran os, saa begyndte den hidsigste Jagt; men trods den voldsomme Ivrighed bevarede den dog tilsyneladende altid et sikkert Blik for at bedømme Forholdet mellem sin egen og Harens Hurtighed og Udholdenhed. Kun min Broders og min Stemme agtede den paa, og kun den kunde faa den til at standse. Naar det blev mørkt, klatrede den op paa Stuehusets Tag, hvor den laa lænet til Skorstenen. Kom jeg sent om Aftenen kørende og holdt an foran Entrédørstrappen, var Dyret i et Par raske Spring nede af Taget og ude paa Trappen, og kaldte jeg saa paa det, fløj det hengivne Dyr mig om Halsen, snurrende, puffende og gnidende Hovedet imod mig paa ægte Kattevis; derpaa fulgte det mig ind i Stuen for at indtage sit Natteleje paa Sofaen eller i Kakkelovnskrogen.