Dyrenes Liv: I Pattedyr

12 DYRENES LIV dertil, thi Abebarnet er saa lydigt, at det kunde være mangen et Menneskebarn til Forbilled, og som Regel adlyder det Moderens første Befaling. I Fangenskab deler Moderen trolig hver Bid med sin Unge og viser den saa megen Deltagelse i alt, at man ofte maa blive rørt derover. En Unges Død har i Fangenskab regelmæssig Moderens Død til Følge; Græmmelsen dræber hende. Dør en Abemoder, saa antager det første det bedste Medlem af Flokken den moderløse som Plejebarn, og dette gør saavel Han- som Hunaber. Ømheden overfor et Plejebarn, der tilhører samme Art, er næppe ringere end den, der bliver Plejemoderens eget Barn til Del. Anderledes, naar det er andre Slags Plejebørn. Da viser Aben sig ofte uforklarlig gaadefuld: Hun plejer sin Adoptivyndling efter bedste Evne, trykker den til sig, lopper og pudser den, holder stadig Opsigt med den osv., men giver den sædvanlig intet at æde og tager uden Samvittighedsskrupler det for Plejebarnet bestemte Foder til sig og holder, medens hun æder, den lille Sultne omhyggelig borte derfra. Om de mange Slags tamme, næsten som Husdyr betragtede Aber, der holdtes paa Loangoekspeditionens Station, fortæller Pe-chuel-Loesche: »Meget fængslende var det at se vore Aber udvælge sig et eller andet Væsen eller en Ting, som de viste særlig Omhu og Forkærlighed. Derved opstod de mærkværdigste Dyrevenskaber. Det er jo almindelig bekendt, at Aber uden videre antager sig Unger, selv af ganske andre Arter, beskytter dem paa det omhyggeligste og selv, naar de dør, ikke vil skilles fra dem. Da vor Vogterhund Trine havde faaet Hvalpe, og disse vrimlede af Lopper, satte vi dem ind i Abehuset til Marekattene. Der modtoges <ie med Fryd og blev lige saa hurtigt som forsigtigt rensede og pudsede, medens den gamle Hund udefra saa ganske forstaaende til. Stort Hurlumhej blev der imidlertid, da vi igen afhentede Plejebørnene. Man havde fordelt dem imellem sig og tænkte aabenbart paa at beholde dem til varig Eje. — Bavianen Jack havde sluttet Venskab med en strunk Gris og forsøgte sig ofte paa dens Ryg i de sælsomste Ridekunster. Senere traadte i den muntre Gris’s Sted en udvoksen Hund, hvormed den legede paa pudsigste Vis. — Aben Isabella havde valgt sig en graa Papegøje som Ven, men da den en Dag begyndte at rive de smukke, røde Halefjer ud, en for en, opløstes det mærkværdige Venskabsforbund.« I fri Tilstand synes Aberne kun at være udsat for faa Sygdomme. Hvor høj Alder de kan naa, kan ikke siges bestemt; men man tør vist antage, at de større Arter kan blive nogle og fyrretyve Aar gamle. En syg Abe er et Syn, der maa røre enhver. Den arme, ellers saa lystige Fyr sidder der bedrøvet og elendig og stirrer en bønfaldende op i Ansigtet med et ligefrem menneskeligt Udtryk. Jo mere dens Endeligt nærmer sig, desto blødere i Sind bliver den; Dyret i den forsvinder, og dens Sjæls ædlere Sider træder klarere for Dagen. Den modtager enhver Hjælp med største Taknemlighed,