Dyrenes Liv: I Pattedyr

ROVDYRENE 161 som muligt, udsøger sig paa Forhaand det for den gunstigst stillede Dyr, stormer saa løs paa det i rasende Fart, faar det som Regel til at falde under Flugten ved Slag med Poterne paa dets tynde Løb og griber det da i Struben. Kan den ikke skjult komme Byttet paa nærmere Hold end et Bøsseskuds Længde, betænker den sig ikke paa i Løb at forfølge selv det hurtigste Vildt, stolende paa sin egen Hurtighed. En saadan medfødt Listighed og Evne ti) at jage, maatte tidlig tiltrække sig de Indfødtes Opmærksomhed og opmuntre dem til at benytte sig af disse Dyrs Jagtkunst. Dette er ogsaa lykkedes, og navnlig i Indien nyder Geparden stort Ry som Jagtdyr, der paa sin Vis næppe staar tilbage for Jagtfalken. Ogsaa i Persien, Arabien °g Sahara benyttes den. Et Øjenvidne skildrer Jagten med Geparder paa følgende Maade: »Kameldriveren meldte os, at der i en halv Mils Afstand græssede en Flok Gazeller; vi satte os i Bevægelse. Hver af Jægerne sad paa en med to Okser forspændt, aaben Karre og havde to Mand med sig. Geparden havde en Læderhætte over Hovedet og ned over Øjnene, samt et Halsbaand, ved hvilket den var bundet til Karren, og blev desuden fastholdt ved en Rem om Lænderne. Karren var bygget som de almindelige Landsbykarrer, hvilke Vildtet er vant til at se. Man kan paa denne Maade, uagtet Gazellerne er meget sky, nærme sig dem paa 100 å 200 Alens Afstand. Vi havde tre Geparder med og rykkede frem i én Linie, den ene Vogn 100 Alen foran den anden. Da vi kom til en Bomuldsmark, saa vi fire Gazeller og søgte at nærme os dem til en Afstand af 100 Alen. Den ene Gepard blev løst og Hætten taget af den; næppe havde den faaet Øje paa Vildtet, førend den sneg sig afsted i den modsatte Retning, overordentlig langsomt og luskende, med Bugen henad Jorden, idet den skjulte sig bag hver Busk; derpaa løb den, alt hvad den kunde, saa snart den troede sig bemærket, og var i faa Spring midt iblandt Dyrene. Den greb en Hun-Gazelle, løb omtrent 200 Alen med den, gav den et Slag, rev Struben op paa den og drak dens Blod. En anden Gepard, som havde sprunget fire, fem Gange fejl, vendte knurrende tilbage og satte sig igen paa Karren. Da det første Dyr var dræbt, løb en af Folkene hen og satte Hætten paa Geparden; derpaa fyldte han en Træskaal med Gazellens Blod og holdt den hen for Geparden. Gazellen blev dernæst anbragt i et Rum under Vognen, medens Geparden til Belønning fik et Ben af Dyret.« I Afrika havde Brehm længe flere Geparder i Fangenskab. Han udtaler sig om dem paa følgende Maade: »Der var ikke en eneste iblandt dem, jeg saa, som viste det ringeste Spor af Vildhed; Godmodighed er et Grundtræk hos dette Dyr. Det falder aldrig Jagtleoparden ind at bide den Strikke itu, med hvilken den bindes, eller at gøre dem Fortræd, med hvem den omgaas, og man kan uden Betænkelighed klappe den og kæle for den. Det højeste, man Brehm : Dyrenes Liv I. 31