Dyrenes Liv: I Pattedyr

162 DYRENES LIV opnaar derved, er at faa den til at spinde noget hurtigere end sædvanligt. Saa længe den er vaagen, spinder den nemlig uophørlig ligesom andre Katte, kun noget stærkere og dybere. Den staar ofte timevis uden at røre sig og stirrer hen i en og samme Retning under en veltilfreds Spinden. En Hund, der gaar forbi, bringer den dog straks i Oprør; den holder op at spinde, ser stift paa Hunden, spidser Øren og forsøger vel ogsaa at naa den i nogle Spring. Jeg havde en Gepard, der var saa tam, at jeg kunde gaa om i Gaderne med den, holdende den i en Strikke. Saa længe den kun saa Mennesker, gik den rolig ved min Side, men naar vi mødte Hunde, blev den urolig; det faldt mig derfor ind at forsøge, hvad den vilde gøre, naar den havde noget mere Frihed. Jeg bandt den derfor i en Line paa henved 60 Fods Længde, viklede Snoren om Haanden og gik ud at spadsere med den. To store, dovne Køtere krydsede Vejen. Jack — saaledes hed min Gepard — studsede, holdt op at spinde og blev utaalmodig; jeg tog nu fat i Enden af Linen og slap det øvrige Stykke. Øjeblikkelig lagde Geparden sig plat ned og krøb langs ad Jorden hen imod Hundene, som studsende saa paa dens løjerlige Lader. Jo nærmere den kom Hundene, desto lidenskabeligere blev den, men desto forsigtigere bar den sig ogsaa ad. Endelig styrtede den i tre, fire voldsomme Spring løs paa en af Hundene, indhentede den, uagtet den flygtede, og kastede den om med sine Poter uden dog at slaa Kløerne i. Den stakkels Køter hylede i Dødsangst, da den saa Kattefjæset over sig. Alle Gadens Hunde kom i Oprør og hylede med, Folk stimlede sammen, og jeg maatte trække Jack til mig, uden at have faaet at se, hvad den vilde gøre ved Hunden. Derimod foranstaltede jeg i vor egen Gaard en Dyrekamp. Jeg havde i den Tid en næsten udvokset Leopard, et ualmindeligt rasende Dyr. Der blev bundet en Snor i dens Lænke, og derpaa blev den sluppen ud af Buret. Geparden var uden Lænke og kunde saaledes efter Behag kæmpe eller lade det være. Da jeg hentede den, var den netop i det bedste Lune og spandt af alle Kræfter. Men næppe fik den Øje paa sin Slægtning, før den kom til at se ganske forandret ud. Øjnene traadte frem af deres Huler, Manken rejste sig, den hvæsede — hvad jeg aldrig før havde hørt — og styrtede modig løs paa sin Modstander. Denne holdt Stand, og der begyndte nu en Kamp, ledsaget af en Hvæsen og Fnysen, saa at jeg blev ganske angst og bange. Leoparden blev snart kastet ned, men blev først da frygtelig; den laa paa Ky&gen °g mishandlede min Jack saa stærkt med sine Kløer, at jeg blev betænkelig derved. Jack ænsede det ikke, men bed og vilde upaatvivlelig have overvundet sin Fjende, hvis jeg ikke havde gjort en Ende derpaa. Et Par Spande Vand over de kæmpende var nok til øjeblikkelig at ende Striden.«