Dyrenes Liv: I Pattedyr

ROVDYRENE 163 Bn anden Overgangsform — fra Kattene til Desmerdyrene — er I* o ss a’en (Cryptoprocta ferox), der lever paa Madagaskar. Den langstrakte Legemsform, de lave Ben og de korte, ovale Øren minder om Desmerdyrene, men Ansigtsfysiognomiet, den foranderlige Pupil og de noget tilbagetrækkelige Kløer vidner om Slægtskab med Kattene. Dyrets samlede Længde er 1,5 M., hvoraf rigtignok 68 Ctm. gaar paa Halen; Benene er kun 15 Ctm. høje. I Betragtning af Fossa’ens ringe Størrelse frygter de Indfødte paa Madagaskar den paa ligefrem latterlig Vis og fortæller en Mængde Fabler om den, blandt andet ogsaa, at den skulde angribe Mennesker! For-øvrigt er dens Liv endnu kun lidet kendt. Fossa’en fører os over til Desmerdyrenes Familie (Viuerridaé), der i det Ydre adskiller sig fra Kattene ved deres langstrakte, smækre, cylindriske Krop, lave Ben, lange, tynde Hals, spidse Hoved og oflest lange, hængende Hale. Hos nogle kan Kloerne trækkes tilbage, hos andre ikke. Ved Siden af Gattet er der to, tre Kirtler, der udsondrer en ejendommelig, ofte moskuslugtende Væd-ske, der underliden opbevares i en særlig Kirtelsæk og kendes under Navn af Desmer. I det hele og store ligner Desmerdyrene vore Maare og repræsenterer disse i den gamle Verdens sydlige Lande (tre Arter i Middelhavslandene). Paa den anden Side minder nogle af dem om Katte, nogle endogsaa om Bjørne, og man tør paa Grund af denne Alsidighed antage, at de staar Rovdyrenes Stanitype nær. Hermed stemmer det ogsaa, at de fremstod allerede i den Jordperiode (Tertiærtiden), der ligger forud for den nuværende. I Nutiden viser de stor Fortnrigdom, og deres Opholdssteds Natur er lige saa forskellig, som de selv. De fleste er Natdyr, men niänge jager dog om Dagen; ganske enkelte er træge, langsomme og noget klodsede; men de aller fleste staar i Behændighed og Livlighed ikke tilbage for de vævreste Rovdyr; nogle Slægter er udprægede Taagængere, medens andre træder paa hele Fodsaalen; enkelte Arter klatrer; men de fleste er dog udelukkende henvist til Jorden. Deres Sanser er meget skarpe, og de er saa rovbegærlige og Modtørstige, at de angriber ethvert Dyr, som de tror at kunne faa Biigt med. I den Henseende er kun Maarene deres Lige. Varmblodige Smaadyr, Æg og Insekter er deres Hovedføde, men adskillige tager ogsaa Krybdyr, Padder, Fisk og Krebs. Den Behændighed og det Mod, hvormed de indlader sig i Kampe med Giftslanger, gjorde dem allerede i Oldtiden berømte og til Genstand for de mærkeligste Fabler. Ungernes Antal varierer fra 1 til 6. De tæmmes gennemgaaende et og taaler godt Fangenskab, hvorfor de nogle Steder hyppig holdes tamme, dels, for at man lettere kan udvinde deres Kirtel-