Dyrenes Liv: I Pattedyr

184 DYRENES LIV da er dens hele Pels snehvid, undtagen den yderste Halvdel af Halen, der hele Aaret er sort. Om Sommeren er Farven, ligesom hos Bruden, rødbrun med hvid Bug. Vinterpelsens Haar er meget længere og tættere end Sommerpelsens. Over Farveskiftet ved Foraarstid har Svenskeren Grill gjort udmærkede Iagttagelser paa en fanget Hermelin: »Den 4de Marts,« fortæller han, »kunde man opdage de første mørke Haar mellem Øjnene. Den 10de var der paa samme Sted en brunlig Plet, halvt saa bred som Panden og hist og her endnu punkteret med Hvidt. Over Øjnene og omkring Snuden var der flere smaa, mørke Pletter, og krummede Dyret sig, saa man, at Pelsen var mørk i Bunden langs Ryggens Midte, under Skuldrene og paa Issen. Farveskiftet gik meget hurtigt for sig, især i Begyndelsen, saa at man daglig, ja endog hver halve Dag kunde bemærke det. Den 3die April var kun følgende Partier endnu hvide: Undersiden af Halsen og Struben, hele Bugen, Ørene og Partiet mellem dem og Øjnene, der var omgivne af en lille Ring, et kort Stykke foran Halens sorte Halvdel, Fødderne, Laarenes Bagside og Indersiden af For- og Bagben. Den 19de var ogsaa Ørene brune, undtagen et lille Parti ved deres nedre Rand. De mørke Haar voksede frem paa én Gang, og inden de endnu var bievne saa lange som de hvide, var disse allerede faldne ud. Man maa antage, at det egentlige Skifte gaar for sig i den første Halvdel af Marts Maaned; fra den 19de Marts har den brune Dragt kun udbredt sig mere og efterhaanden fortrængt den hvide.« Jordklodens nordlige Egne udgør Hermelinens vide Udbredelsesfelt. Nord for Pyrenæerne og Balkan findes den i hele Europa og i Nord- og Mellemasien til Sibiriens Østkyst. Ligeledes er den truffet i Lilleasien, Eran, ja selv i Himalayakæden. I de Lande, hvor den findes, er den sædvanlig ret hyppig, og mange Steder, f. Eks. i Tyskland og Danmark, er den et af de almindeligste Rovdyr. Hermelinen forstaar ligesom Bruden at finde Smuthuller overalt; i dem sover den for det meste, saa længe Solen staar paa Himlen, men undertiden gaar den ogsaa ud ved højlys Dag. Om Aftenen begynder dens egentlige Liv, og da kan man, naar man kender dens Veje, let træffe den. Den er en Mester i at springe og klatre; den svømmer hurtigt og sikkert som en Odder over Floder, ja endogsaa ud i Havet. Den har Mod og en ubetvingelig Myrdelyst. Under visse Omstændigheder angriber den endog Mennesket. »En Mand«, — fortæller Wood, — »saa to Hermeliner foran sig paa Vejen. Han kastede en Sten efter dem og traf den ene, saa at den tumlede om. Den anden udstødte et højt Skrig og styrtede imod Angriberen, klatrede med en forbavsende Hurtighed op ad ham og søgte at bide ham i Halsen. Dyrets Skrig tilkaldte flere Hermeliner, og Manden søgte at værge sig mod de nye Angribere med Stene; men han maatle snart opgive delte for at holde Hals og Nakke fri. Han kunde takke sine tykke Klæder og navnlig sit Halstørklæde for, at han slap nogenlunde