Dyrenes Liv: I Pattedyr

ROVDYRENE 187 er mere uldhaaret og blød — derfor ogsaa dyrere. Det er iøvrig tvivlsomt, hvorvidt Minken er andet end en Varietet. Bedst kendes Mink’ens Levevis, hvorfor vi tager den som Type, tilmed da der rimeligvis ikke er nogen væsentlig Forskel mellem den amerikanske og den europæiske Forms Liv. Næst efter Hermelinen er Minken det Rovdyr, der ivrigst og eftertrykkeligst hjemsøger Landmandens Fjerkræbestand, og paa Ællingernes og Kyllingernes Forsvinden skal man nok snart mærke, om den er kommen. Timevis Jigger den Dag efter Dag paa Lur i et med megen Klogskab udvalgt Smuthul ved Vandstedet og snapper midt paa den højlyse Dag Høns og Ænder væk, naar de kommer ned for at drikke. Dog gør den sig ogsaa nyttig ved at tage Rotter og Mus. Den er desuden Vildttyv og en glimrende Fisker, der svømmer og dykker udmærket og saa godt som nogen Odder kan fange de hurtigste Fisk, selv Laksene og Ørrederne. Den er en stor Lækkermund, der kun i Nødsfald tager til lakke med Frøer og Salamandre. I Mosehuller jager den efter Vandrotter, i Stranden er den Østersfanger, og fra Flodernes Bund henter den Muslinger op — kort sagt, den ved allid at indrette sig efter de lokale Forhold og at søge sin Fordel. Den faar 5-6 Unger, som kan blive ualmindelig tamme, saa at de endog kan være rene Skødedyr. En kanadisk Dame havde saaledes en tam Mink, som hele Dagen fulgte hende, siddende i hendes Kjolelomme! Den europæiske Flodilder forekommer hist og her i Nordtyskland, bl. a. i Holsten, men dens egentlige Hjem er dog Østeuropas ensomme, sivbevoksede Sumpe, hvor dens Levevis unddragen sig Iagttagelser. Fisk og Frøer synes at være dens Yndlingsføde. Al den langtfra er et saa udpræget Vanddyr sotn Odderen, fremgaar af Iagttagelser, Brehm gjorde paa et fanget Eksemplar: Medens Fiske-odderen benytter selv det mindste Vandhul til at tumle sig i, benyttede hans Flodilder egentlig kun Bassinet til at drikke af. J ær ven, norsk: Fjældfrasen (Gulo borealis) er en af Maar-familiens plumpest byggede Former og repræsenterer en Slægt, hvis Kendetegn er følgende: Kroppen er kraftig og undersætsig, Halen kort og busket, Halsen tyk og kort, Hovedet stort, Snuden lang og temmelig brat afskaaren, Benene korte og stærke; de plumpe Poter har fem Tæer med skarpe, sammentrykte og krumme Kløer. Slægten indtager paa en Maade en Mellemstilling mellem Bjørnene og Maa rene, idet den har disses Tandforhold — og derfor regnes til dem, — men i hele sit Ydre og i sin Levevis har mest tilfælles med Bjørnene. Jærven er omtrent en Meter lang og har en Skulderhøjde at 40 — 45 Ctm. Øjnene er smaa, Haarene er lange, og paa Kroppen