Dyrenes Liv: I Pattedyr

186 DYRENES LIV rive sit Bytte med Kløerne, men brugte altid Tænderne. I dc to første Dage vedblev dens ubehagelige Lugt; senere sporedes den yderst sjældent, og jeg kunde uden nogen Ulempe have Buret i mit Arbejdsværelse«. »Efter at jeg havde haft det i 4x/2 Maaned, forsøgte jeg at gøre mig gode Venner med det. Hermelinen bed vel i min Handske, men jeg kunde ikke føle Tandspidserne. I Begyndelsen undveg den mine Kærtegn, men efterhaanden fandt den Behag i dem; den lagde sig da paa Ryggen og lukkede Øjnene. Dagen efter tog jeg Handsken af, klappede den og løftede dens Poter; den fandt sig næsten i alt, endog i, at jeg aabnede dens Mund; men naar jeg tog den om Livet, gled den som en Aal ud af min Haand. Hovedreglen ved Behandlingen af denne som af alle vilde Dyr er: samtidig at vise Dyret, at man ikke er bange for det, og at man intet ondt vil det.« Nær beslægtet med Ilderen er Flodilderne. Deres fladere Hoved og mere udviklede Bindehud mellem Tæerne — navnlig paa Bagpoterne — samt hele deres Levevis gør dem til Overgangsfornier mellem de egentlige Maare og Odderne. Om disse sidste minder ogsaa Odder. Mink. deres glinsende, tæt og glat sluttende, korte Haarbeklædning, der er brunlig baade paa Ryg- og Bugsiden, dog med en lysere Tone paa denne. Kun paa Struben er der en lille lysegul eller hvidlig Plet, og ligeledes har Læberne hvide Partier. Der kendes to, hinanden meget nærstaaende Arter: Den europæiske Flodilder (Puto ri tis lutreola), der er 50 Ctm. lang, hvoraf Halens Længde er 14 Ctm., og den nordamerikanske Mink (Putorius vison), hvis Pels