Dyrenes Liv: I Pattedyr

ROVDYRENE 189 nu møder paa sin Omstrejfen. Dens store Poter, paa hvis hele Saal den træder, gør det let for den om Vinteren at vandre over Sne, og da den ikke er nogen Kostforagter, kan den sjældent komme til at lide Nød. Dens Bevægelser er ejendommelige, og navnlig er dens Maade at gaa paa yderst karakteristisk, idet den ligesom vælter sig frem i store Buesving, halvt humpende, halvt springende, som om den slog Kolbøtter. Trods Bevægelsens Kluntethed er den dog hurtig nok til, at Jærven kan indhente Smaapattedyr, og den er saa vedholdende, at den i det lange Løb ogsaa haler ind paa de større Dyr. Lavere Træer kan Jærven godt klatre op i, og dér ligger den ofte paa Lur, tæt ind mod Stammen eller en tyk Gren. Lugten er dens skarpeste Sans. Dens Hovedføde er Smaagnavere og navnlig Lemminger, hvoraf den fortærer en Masse, men hvoraf der jo ogsaa i visse Aar er saa uhyre Mængde, at Jærven slet ikke behøver at søge andet Bytte. Naar dette ikke er Tilfældet, følger den efter Rævene og Ulvene paa disses Strejftog, i Haab om, at der skal falde nogle Levninger af til den. Dog driver den ogsaa selv Storjagt, naar det kniber. Rensdyr, ja selv Elsdyr faar den Bugt med ved at springe op paa deres Nakke og bide dem ihjel; Køer angriber den og overvinder ved at flænge dem i Struben. Paa Faarehjorde kan den gøre stor Fortræd, og den er ofte til Ærgrelse for Jægerne; thi hvis disse ikke dækker hvert skudt Rensdyr godt under Stene o. 1., skal Jærven nok finde det. Hyppigt snapper den ogsaa Maddingen ud af Fælder eller gnasker i de deri fangede Dyr. I Lappernes Hytler anretter den undertiden slore Forstyrrelser, baner sig med Poternes stærke Kløer Vej gennem Døre og Tage og røver Kød, Ost, Tørfisk o. 1. men river tillige de hengemte Skind itu, ja gnaver endogsaa i dem, hvis den er meget sulten. Et mindre Bytte fortærer Jærven paa Stedet med Hud og Haar, men et større begraver den omhyggeligt og holder senere igen Maaltid derpaa. Trods sin ringe Størrelse er Jærven ingenlunde at foragte som Modstander, thi den er uforholdsmæssig stærk, vild og udholdende i Kamp. Mod Mennesket sætter den sig dog kun til Modværge, naar den ikke længere kan undfly; mod Jagthunde forsvarer den sig med stor Dygtighed, naar de har indhentet den paa fladt, træløst Terræn. Hvor dette er gunstigere for Jærven, redder den sig op i et Træ eller paa høje Klippeblokke, hvor Forfølgerne ikke kan naa den. Unge Jærve er i Fangenskab omtrent lige saa pudsige, som Bjørneunger, og navnlig er det komisk at iagttage deres rastløse Bevægelser og mærkelige Klatrekunster. Fornøjeligt er det at se flere unge Jærve sammen; de tumler sig uafbrudt i Leg og Slags-maal, og kun mod daarligt Vejr bliver de gnavne og pirrelige.