Dyrenes Liv: I Pattedyr

16 DYHENES LIV Omhu, Moderen viste den yngste. Derimod brød Faderen sig ikke om andet end at stille sin Sult. Da de bedste Frugter var ædt, klatrede Hunnen overordentlig behændigt op ad Stammen og rystede modne Frugter ned. »Tyggende begav Gorilla-Hannen sig nu til et nærliggende Vandsted for at drikke. Intet Øjeblik tabte jeg den af Syne. Du Chail-lus Fortællinger og de Indfødtes æventyrlige Overdrivelser havde ved Synet af Dyrene sat mig i stærk Ophidselse. Men denne fortog sig, da Gorillaen nær ved Vandstedets Bred paa en Gang viste Tegn paa Uro og i dukket Stilling sneg sig henimod det Træ, der skjulte mig. For sent sporede den imidlertid sin nære Fjende, thi jeg fulgte allerede med Bøssen i Anlæg enhver af dens Bevægelser. Faa Øjeblikke var mig nok til at tage det mig stift fikserende Uhyre paa Kornet. Skuddet knaldede, og endnu inden Krudtrøgen havde fortrukket, havde jeg lagt en ny Patron i Løbet og var parat til at modtage Dyrets Angreb. Bag mig stod min sorte Ledsager, skælvende, med et andet Gevær i Haanden. Dog fulgte der intet Angreb. Hangorillaen var blevet truffet dødeligt og var faldet næsegrus om. Ungerne flygtede under et enkelt kort Skrig ind i Tykningen, og Moderen sprang fra en betydelig Højde fra Træet ned paa Jorden og ilede efter dem. At skyde hende glemte jeg i min Ophidselse. — Saaledes havde Jagtlykken givet mig en prægtig Julegave paa samme Tid, som man derhjemme tændte Julelysene.« Ikke længe efter skød Koppenfels paa et tilfældigt Møde den stærkeste Gorilla, som han overhovedet kom til at nedlægge. Han gik, ledsaget af sine Lastdragere, gennem Skoven ad et smalt Spor: »Pludselig lød bag mig et Skrig fra den mig nærmeste Galloa (Lastdrager) og under Tilraabet: »Pas paa, Herre! En stor Gorilla!« smed de fejge Fyre Bagagen og løb væk. Jeg var bleven noget bestyrtet ved Raabet, og først da der fra Siden lød en dump Knurren, opdagede jeg en mørk Masse rejse sig kæmpehøj, næppe femten Skridt fra mig. Det var den største Gorilla, jeg nogensinde havde set, og den første, der havde holdt Stand. Havde den benyttet sig af min Bestyrtelse, havde jeg været fortabt. Jeg lod det dog ikke komme an paa en Prøve paa, hvor længe denne gensidige Kiggen paa hinanden vel kunde vare. Da jeg løftede Dobbeltriflen, blev det rullende Brøl mere højlydt, Trommeslagningen paa Brystkassen hurtigere, de tottede Hovedhaar strittede dirrende, og det saa ud, som vilde min skrækkelige Modpart gaa over til Angreb. Havde jeg imidlertid straks trukket mig forsigtigt tilbage, vilde Gorillaen — derom er jeg overbevist — ikke have angrebet mig. Dette var imidlertid ingenlunde min Hensigt, og da jeg var bleven Herre over min Bevægelse, sigtede jeg roligt og støt efter Hjertet. Efter at Skuddet var faldet, smældede Dyret til Vejrs og faldt, under Udbredelse af Armene og en Omdrejning af Kroppen, næsegrus ned. I Faldet havde den grebet en 5 Ctm. tyk Lian, og saa uhyre var dens