Dyrenes Liv: I Pattedyr

ROVDYRENE 203 paa Berlngsø, havde han gunstig Lejlighed til at blive bekendt med Havodderen, og da hans Skildring endnu har grundlæggende Betydning, skal vi deraf anføre følgende: »Havodderen er et smukt, muntert og indsmigrende Dyr. Den lever helst familievis, Hannen med sin Hun og sit Afkom. Kærligheden til Ungerne er hos de gamle saa stor, at de for deres Skyld udsætter sig for den øjensynligste Livsfare, og naar de smaa bliver tagne fra dem, jamrer de højt og bliver paa fjorten Dage saa afmagrede og svage, at de ikke forlader Landjorden. Til enhver Aarstid ser man dem med Unger. Der fødes kun én Unge ad Gangen; Moderen tager den i Munden og bærer den ud i Vandet, derpaa svømmer hun paa Ryggen, holder Ungen op med Forpoterne og leger med den. Hun lærer den at svømme, og naar den er træt, tager hun den op. Havodderens Føde bestaar af Krabber, Muslinger og Smaafisk, sjældnere af Havplanter og Kød. Jeg tvivler ikke om, at den kunde tæmmes; thi den er ikke udelukkende henvist til Havet; jeg har set den i flere Dage opholde sig i Indsøer og Smaafloder. Vi har haft al Grund til at sætte Pris paa den; thi den har i et halvt Aar været saa godt som vor eneste Føde.« Havodderens Bevægelser er overordentlig yndefulde og hurtige. Den svømmer fortrinligt og kan løbe meget hurtigt, og man kan ikke se noget smukkere end løbende, ligesom i Silke indhyllede, sortglinsende Havoddere. Naar de sover paa Landjorden, ligger de krumbøjede ligesom Hunde. Idet de kommer op fra Havet, ryster de Vandet af sig og pudser sig med Forpoterne ligesom Kattene. Afspærrer man dem Vej til Havet, bliver de staaende, skyder Ryg som Katte, hvæser og truer med at gaa løs paa Fjenden; men giver man dem blot et Slag paa Hovedet, falder de om som døde og tildækker Øjnene med Poterne. I Juli—August fælder Havodderne. De bedste Skind faas i Maa-nederne Marts, April, Maj og gaar for største Delen til Kina. I Kamsjatka bar for faa Aar siden alle Mennesker Odderskind.« Anderledes er rigtignok Forholdet i vore Dage; thi nu er det saa eftertragtede og kostbare Pelsdyr ikke blot blevet sjældent, men det er ogsaa blevet saa sky, at det er svært at komme det nær. End ikke roligt sejlende Skibe lader det vagtsomme Dyr komme indenfor Skudvidde. Havodderen jages dels med Bøsse, dels med Spyd. I den sidste Slags Jagt deltager flere Baade, der, naar de omsider har opsporet en Havodder, slaar Kreds om det Sted, hvor den dykker under. Der holdes nu skarpt Udkig, og saa snart Dyret dukker op for at trække Vejret, bliver det ved Spydkast og gjaldende Raab øjeblikkelig skræmt ned i Dybet paa ny — og saaledes fortsætter man, indtil Dyret, udmattet og aandeløst, bliver et Bytte for den nærmeste Jæger. En saadan Jagt kan vare 2—3 Timer, hvis ikke et særlig godt Spydkast forkorter den. Den farligste og mest spændende Jagt er imidlertid den, der