Dyrenes Liv: I Pattedyr

ROVDYRENE 209 fra sig. Ved gentagne Prygl kuedes dog deres Trods, og efter et Fjerdingaars Forløb kunde jeg lege med dem som med Hunde. De kom Dag for Dag til at holde mere af mig; de sprang op ad mig, lagde Forbenene paa mine Skuldre og snøftede mig ind i Ansigtet. For fremmede var det et overraskende Syn at se os ved Tebordet. Enhver af os havde en Hyæne ved Siden, og den sad lige saa rolig og beskedent som en velopdragen Hund. De holdt meget af Sukker, men aad ogsaa gærne Brød, dyppet i Te. Deres sædvanlige Kost bestod i herreløse Hunde, som vi havde dræbt til dem.« Jordulven eller Dværg-Hyænen (Proteles lalandii) ligner i Ydre meget den stribede Hyæne, men bl. a. er Ørene betydelig større. Dens Totallængde er l,i Meter, hvoraf Halen udgør 30 Ctm. Den lever i Sydafrika, særlig i de vestlige Egne. Af alle Meddelelser om dette endnu forholdsvis lidt kendte Dyrs Liv fremgaar det, at det er et Natdyr, som om Dagen skjuler sig i underjordiske Udgravninger, der har megen Lighed med vor Rævs; men de har større Udstrækning og bebos af flere Jordulve samtidig. Undersøgelser af Boliger har vist, at talrige Gange staar i Forbindelse med hverandre og udmunder i én stor, kedelformig Hule, der rimeligvis en Tid lang er Fællesbolig for hele Selskabet. Jordulvens Føde skal især bestaa af Fedthalefaarenes Lam; men nu og da overfalder og dræber den ogsaa et voksent Faar, hvoraf den dog siges, hovedsagelig kun at fortære den fede Halestump. Desuden lever den af Insektlarver og Termiter — altsaa i det hele taget af Føde, der ikke stiller store Fordringer til Kæberne og Tænderne. Hermed stemmer det ogsaa godt overens, at Jordulven baade har færre og svagere Kindtænder end de egentlige Hyæner, hvis svære, tykke Kindtænder danner saa stærke Knuseredskaber, at selv de haardeste Knogler søndermales deraf. Hundenes Familie (Canidae) er udadtil ret vel afgrænset ved Ejendommeligheder i Bygning og Tandforhold, der er saa bekendte, at vi ikke skal opholde os derved. Allerede i den forhistoriske Tid har Hundene været vidt udbredte, i det mindste i Evropa, og det er utvivlsomt, at de meget tidligt fandtes paa Jorden. Nu er de udbredte over hele den beboede Del af Kloden, og ensomme Egne, Bjærge eller Sletter, mørke Skovtykninger, Stepper og Ørkener, udgør deres mangeartede Opholdssteder. Nogle strejfer bestandigt om; andre graver sig Huler i Jorden eller benytter dem, de finder. Nogle færdes udelukkende eller til Dels om Natten, andre kun om Dagen. De første skjuler sig om Dagen i deres Huler eller i Buske, Siv, Korn o. 1. Kun faa lever parvis, da saa godt som alle Hunde er selskabelige Dyr. Deres Sanser er stærkt udviklede, især er deres Lugt ualmindelig Brehm: Dyrenes Liv. I. 14