Dyrenes Liv: I Pattedyr

oc DYRENES LIV akvariets Direktør, Hermes, et indgaaende Foredrag paa et Møde af tyske Naturforskere og Læger og sagde deri bl. a.: »Af alle Menneskeaber er Gorillaen den ypperste. Det er, som havde den fra Fødselen af medbragt et Adelspatent. — — Vor omtrent toaarige Han-Gorilla har naaet en Højde af næsten 70 Ctm. Dens Legeme er beklædt med silkeblødt, graameleret, paa Hovedet rødligt Haar. Dens faste tæt byggede Skikkelse, dens muskuløse Arme, dens glatte, glinsende sorte Ansigt med de velformede Øren og det store, kloge, drillende Blik giver den noget slaaende menneskeligt. Den vilde ligne en Negerdreng, hvis Næsen havde været mere udformet. Dette Indtryk vokser ved Iagttagelse af dens hele Væsen; enhver af dens Bevægelser tyder snarere paa en uvorn Dreng end paa en Abe. Naar den sidder der — en Pagode lig — og lader sit Blik glide flygtigt hen over det maabende Publikum og derpaa pludselig klasker i Hænderne og nikker til Tilskuerne, har den i samme Nu erobret alle Hjærter. Den er gerne sammen med mange Mennesker og gør Forskel paa gammel og ung, mandlig og kvindelig. Mod Børn paa to—tre Aar er den elskværdig, holder af at kysse dem og finder sig roligt i alt, uden nogensinde at gøre Brug af sin overlegne Kraft. Ældre Børn behandler den allerede mindre elskværdigt. Vel indlader den sig gerne paa at lege med dem, løber Tagfat med dem om Bord og Stole, som den ofte kaster omkuld, og giver snart en, snart en anden et drilagtigt Slag med Bagsiden af Haanden; men den generer sig heller ikke det mindste for midt under Legen at tage fat i et Ben og prøve sine Tænder derpaa. Naar Damer tager den paa Armen, tér den sig højst taknemligt, omfavner dem og læner sig til deres Skulder eller bliver gerne lang Tid paa deres Skød. I et almindeligt Abebur leger den ofte, og her er den den ubestridte Herre. Selv Chimpansen indordnede sig uden Modstand under dens Herredømme, men blev iøv-rigt behandlet som mere jævnbyrdig, idet Gorillaen næsten altid valgte den til Legekammerat og kærtegnede den — selv om det ogsaa tit kunde være paa en noget drøj Maade, —- medens den derimod overfor den øvrige, gemene Abehob optraadte ganske hensynsløs. Dens Gang har megen Lighed med Chimpansens; men den sætter Fødderne mere udad og bærer Hovedet opret med en Fornemhed, der giver den Udseende af at tilhøre en højere stand. Naar den er i godt Lune, hvad den forøvrigt oftest er, stikker den sin røde Tungespids frem i det glinsende sorte Ansigt, hvilket yderligere forhøjer det negerdrengeagtige Indtryk. Menneskelig, som hele dens Væsen er, er ogsaa dens Levevis. Klokken otte om Morgenen rejser den sig i Sengen, sætter sig oprejst, gaber, kradser sig hist og her paa Kroppen, men forbliver iøvrigt søvndrukken og sløv, indtil den har faaet sin Morgenmælk, som den plejer at drikke af et Glas. Helt kvikket op forlader den nu sin Seng, ser sig om i Værelset, om den kan finde et eller andet at pille itu, kigger ud ad Vinduet, klapper i Hænderne og begynder