Dyrenes Liv: I Pattedyr

218 DYRENES LIV siges kun at leve enkelt- eller parvis i Huler, den selv graver sig, og hvori Hunnen i April kaster 6 —10 Unger. Særligt ved denne Tid lyder dens Stemme vidt ud over Prærien: en ejendommelig Gøen, der tilsidst gaar over i en langtrukken Hylen, som ogsaa har givet den Navnet »Hyleulven«. Ogsaa den kan tæmmes og blive lige saa artig som en skikkelig Hund — dog kun mod sine Bekendte. Som tam har den ganske Hushundens Væsen. I Sydamerika repræsenteres Prærieulven af forskellige Arter, hvoriblandt Ag u a ra chay’en eller »den brasilianske Ræv« (Canis vetulus') er mærkelig ved sin Mani for at bortslæbe og gemme alt muligt, hvad den kan faa fat i, selv om den ikke har mindste Nytte deraf. I dens Hule har man saaledes fundet baade Stigbøjler, Sporer og Knive! Medens alle andre Hunde har fem Forlæer og fire Bagtæer, har den højbenede, slanke Hyænehund eller Steppehund (Canzs [Lycaoii] pictns) kun fire Tæer ogsaa paa Forfødderne. Den er desuden ejendommelig ved sit hyæneagtige Fysiognomi og ved sin plettede Tegning. Det er især Hovedet, der minder om Hyænerne. Steppehunden er et af de mest brogede af alle Pattedyr, og der findes næppe to Individer, som er ens tegnede. Hvidt, Sort og Okkergult er de mest fremherskende Farver; men hos den ene er Grundfarven hvid og Pletterne sorte, hos den anden finder det omvendte Sted. Ansigtets Farvetegning er dog temmelig ensartet. Ørene er sorte og Øjnene brune. Den er af Størrelse som en middelstor Slagterhund eller en spinkel Ulv, men gør dog, trods sin slanke Bygning, et kraftigt Indtryk. Dens Hjem er Afrika, især Sydafrika. Den færdes baade om Dagen og om Natten, som oftest i Flokke paa 30—40 Individer. Kolbe fortæller, at den ved Kap ofte trænger ind i Hottentotternes Landsbyer, ja endog i Europæernes Huse. Den angriber dog ikke Mennesker, men anretter hyppig store Ødelæggelser blandt Faarene. Naar Flokken ikke i Tide fordrives, dræber den ofte 60—100 Faar, sønderflænger deres Bug og æder Indvoldene. Gordon Cumming fortæller om Hyænehundene, at de jager i det Indre af Kap-Kolonien i Flokke paa indtil 60 Individer. De løber med saa stor Udholdenhed, at selv de største og stærkeste Antiloper ikke kan redde sig ved Flugt. Alle tamme Hunde behandler de med den yderste Foragt, afventer deres Angreb, men kæmper derefter med forenede Kræfter imod dem. Hushundene gengælder Hadet med Raseri og gøer timevis, saa snart de hører Hyænehundenes Glam i det fjerne.« Et pragtfuldt Skuespil er det at se disse smukke og behændige