Dyrenes Liv: I Pattedyr

220 DYRENES LIV Tæmning af Hyænehunde skulde synes at være af megen Interesse for Jægere; thi de maatte kunne blive fortrinlige Sporhunde. Men rigtignok gøres en Karakter som deres ikke saadan uden videre Mennesket underdanig. Schweinfurth saa dog i en Landsby i Bon-golandet et i høj Grad tamt Eksemplar, som udviste en Hunds Lydighed overfor sin Herre. Den indiske vilde Hund, Kolsunen eller Dolen (Canis [Cyon] dukhunensis'), i hvilken nogle har ment at finde Hushundens Stamform, tilhører en Underslægt af Ulvene (Cyon), hvis Udbredelse i det hele og store falder mærkeligt sammen med Tigerens. Den har en smuk brunrød Farve, som neden til er blegere; Halen er haarig og nedhængende. Som andre af Slægten samler disse Hunde sig i Flokke paa henved tresindstyve Individer; men dejager ganske stille, ikke halsende som andre Hunde; i alt Fald lader de kun en Gang imellem deres Stemme høre, ikke som Gøen, men som Tuden. Williamson mener, at intet Dyr, end ikke den hurtigste Hjort, undgaar Dolen paa en længere Jagt. Flokken ænser slet ikke, hvor stærkt dens Rækker fortyndes ved et Angreb paa et farligt Dyr som en Tiger eller Bjørn. Selv om ti eller flere bukker under, taber de andre ikke Modet, men kaster sig stedse paany mod Modstanderen med saa stor en Dristighed, at de tilsidst udmatter og dræber den. Hovedangrebet rettes ikke forfra, mod Struben, men fra Siderne, efter Bugens bløde Dele, der under selve Løbet flænges ved lynsnare, snappende Bid, saa at Indvoldene vælter ud, og Dyret omsider styrter om. Den malayiske vilde Hunde Adjag (Canis [Cyon] rutilans) minder i Udseende og Levevis om Dolen. Den er særlig interessant paa Grund af sin Forkærlighed for Skildpaddefangst, der er saa stærk, at Javas og Sumatras Strande undertiden forvandles til Valpladser med Skeletter og Rester af Aadsler. Naar de store Hav-skildpadder om Natten vandrer fra Havet op i Klitterne, kommer de vilde Hunde i Flokke paa 20—30 Stykker, snapper efter Skild-paddernes Hoveder, Fødder og andre ubedækkede Dele eller vælter — idet flere forener sig om én — de store Dyr om paa Ryggen. Er dette lykkedes dem, begynder de at gnave rundt om langs Skjoldranden, river Bugskjoldet op og holder Maaltid paa Indvoldene, Kødet og Æggene. Dog ikke altid faar Hundene Lov til at fortære deres Bytte i Fred. Mangen en Nat hænder det, at Junglens Herre, Kongetigeren bryder ud af Skoven, slaar et Øjeblik stille, studser, spejder hen over Stranden med funklende Blik, derpaa sniger sig sagte frem — og pludselig, dybt knurrende, springer midt ned i Hundenes Flok, som nu spredes til alle Sider og i vild Flugt farer til Skovs. En kort, afbrudt, mere pibende end knurrende Lyd akkompagnerer deres Tilbagetog. Den øde Strand, hvor de fører