Dyrenes Liv: I Pattedyr

222 DYRENES LIV som oftest kun fem, seks Individer sammen; dog skal Dingoerne flokkes, endog indtil et Antal af Hundrede, hvor der findes et Aadsel. Førend Nybyggerne begyndte at anstille regelmæssige Jagter paa dette Dyr, led de betydelig Skade ved det. Man forsikrer saaledes, at der i tre Maaneder røvedes 1200 Faar og Lam fra et eneste Faarehold. Dingoen fortærer ogsaa Kænguruer og andre Steppedyr. Mellem Ilushunden og Dingoen hersker der blodigt Fjendskab; dog parrer Dingoen sig ikke sjældent med tamme Tævehunde, hvis Afkom da bliver større og mere glubsk end ellers. For Mennesket flygter den, idet den med Rævens List benytter sig af ethvert Smuthul. Bennett foi tæller næsten utrolige Ting om Dingoens Sejglivethed. En Dingo var saaledes bleven slaaet saa stærkt, at man antog, at Benene i den var knuste; man lod den derfor ligge som død. Men næppe havde dens Forfølgere fjernet sig, førend de til deres Overraskelse saa Dyret staa op, ryste sig og flygte ind i Buskene. En anden Dingo, som ansaas for død, var bleven bragt hjem for at flaas; Skindet var allerede trukket af den halve Side af Hovedet, da den pludselig sprang op og søgte at bide. Man benj'tter ethvert Middel til at udrydde Dingoen; man skyder den, fanger den i Fælder og forgiver den med Strychnin. Sædvanlig betragtes Dingoen som utæmmelig, men i det mindste halvvilde Dingoer findes ofte blandt de Indfødte. Dog ogsaa paa helt tamme Dingohunde har man Eksempler, dels fra zoologiske Haver, dels under andre Forhold. Saaledes er det lykkedes at opdrætte og afrette en ung Dingo til Hyrdehund, og ombord paa et engelsk Panserskib saa Pechuel-Loesche en smuk, kraftig Dingo, der ganske som en almindelig Hund løb om paa Skibet og var venlig mod alle. Fra de vilde Hunde gaar vi over til dem, der ganske vist er herreløse, men dog staar i et vist Afhængighedsforhold til Mennesket. Pariahunde har Englænderne kaldt dem med et betegnende, fra indiske Samfundsforhold hentet Navn, som har vundet Borgerret i de fleste Sprog. Allerede i Sydeuropa lever Hundene under ganske andre Vilkaar end i Norden. I Tyrkiet og Grækenland flokkes der Masser af herreløse Hunde omkring Stæder og Byer; de kommer vel ind i Gaderne, men aldrig i Gaardene og lever i Reglen af Aadsler og Mus. Hos Bønderne i Sydspanien maa Hundene sædvanligvis søge deres Næring paa natlige Strejftog, og paa de canariske Øer har man set Eksempler paa, at Hunde er bievne forvildede og har anrettet stor Skade paa Faarehjordene. I Ægypten er Slæderne anlagte paa Ruiner af Oldtidens Byer, eller omgivne af Mur- og Grushobe. I disse uhyre Dynger har de forvildede Hunde især deres Tilhold. De er alle af samme Race; i Størrelse ligner de Hyrdehunden. De har en plump Legemsbygning og et frastødende Udseende; Halen er lang, busket og