Dyrenes Liv: I Pattedyr

ROVDYRENE 223 sædvanlig hængende. Pelsen er grovhaaret og oftest rødbrun med et mere eller mindre graat eller gult Anstrøg. De lever i den fuldkomneste Frihed, sover den slørste Del af Dagen og jager om Natten. Hver af dem har to Huler, den ene mod Øst, den anden mod Vest; men naar Bjærgenes Retning bevirker, at Nordenvinden kan blæse ind i begge deres Tilflugtssteder, graver Hunden sig et tredje Hul, som den dog kun bebor, naar Vinden bliver den for kold i dens andre Opholdssteder. Om Morgenen indtil omtrent Kl. 10 findes den gærne i den mod Øst liggende Aabning, hvor den oppebier de første Solstraaler; naar Heden bliver for stærk, søger den Skygge; den ene efler den anden kommer da frem og klavrer over Ruinerne hen til det vestlige Hul, hvor den bliver liggende, indtil Eftermiddagssolen opheder dette Sted; da gaar den tilbage til det østlige Hul og bliver der til Solens Nedgang. Ved den Tid kommer der Liv i Ruinerne;, hist og her samler der sig større og mindre Flokke under idelig Gøen og Hyl. Hvor der henligger et stort Aadsel, flokkes Hundene i Mængde; et dødt Æsel eller Muldyr bliver paa én Nat ædt helt op, saa at der kun findes Levninger af de største Knogler. Hundene er meget misundelige og fører derfor hidsige Kampe med alle uind- Pariahund. budne Gæster. Gribbene lader sig dog ikke let fordrive; de er blandt alle Aadselædere dem, som gør den hæftigste Modstand. Man ser ogsaa Hundene lure paa Springmus eller Fugle; men Aadsler er dog deres vigtigste Føde; naar intet saadant findes, foretager de større Strejftog og kommer da ogsaa ind i Stæderne, hvor man taaler dem, fordi de fortærer alt Affald fra Husene. Enkelte troende Muhamedanere har endog tidligere betænkt dem i sit Testamente og paa en Maade sørget for deres Underhold. De er temmelig sky og forsigtige og gaar af Vejen for alle, som har et fremmed Udseende. Gør man en af dem Fortræd, opstaar der et formeligt Oprør. Fra hver Hule kommer der da et Hoved frem, og snart efter er Grushobene bedækkede med gøende Hunde. Brehm har oftere gjort Jagt paa dem, dels for at lægge deres Kød som Lokkemad for Gribbene, dels for at skaffe Føde til sine fangne Gribbe og Hyæner. »Paa disse Jagter«, — fortæller han — »har jeg gjort gode Erfaringer om disse Dyrs Samliv og har blandt andet bemærket, at de efter kort Tids Forløb kendte mig og var bange