Dyrenes Liv: I Pattedyr

224 DYRENES LIV for mig. I Chartum var det mig saaledes til sidst umuligt at skyde dem, da de ikke lod mig komme nærmere end 400 Skridt.« Ofte formerer de vilde Hunde sig saa utroligt, at de bliver en sand Landeplage. Det er en stor Lykke, at Hundegalskaben er yderst sjælden blandt disse Dyr; man kender i hine Egne næppe noget Eksempel paa, at nogen er bleven bidt af en Hund, der havde Vandskræk. I Konstantinopel skal der herske et lignende Forhold mellem Indbyggerne og Hundene som i Ægypten. »Man kan ikke«, siger Hackländer, — »tænke paa denne Hovedstads Gader, uden at tænke paa de fra dem udadskillelige Beboere, de herreløse Hunde. Alle Rejsende er er enige i at omtale dem som en Plage for Mennesker. Naar de lumsker om eller ligger udstrakte i Soskinnet, har de et frækt og pøbelagtigt Udseende. Paa alle Gader og Pladser vrimler det af dem; enten staar <ie i Rækker uden for Husene og venter paa, at der skal falde noget af til dem, eller ogsaa ligger de midt paa Gaden. Tyrkerne, som nøje vogter sig for at gøre nogen levende Skabning Fortræd, gaar forsigtigt af Vejen for dem. Jeg har aldrig set, at en Muselmand har traadt paa eller slaaet noget af disse Dyr. Hver Gade har sine egne Hunde, og ve dem, naar de kommer om i en anden Gade. Jeg har ofte set, at en saadan stakkels Hund blev overfaldet og sønderrevet, hvis den ikke kunde slippe bort. De har det til fælles med vore Gadedrenge, at de straks kan se, om man er fremmed. Naar jeg havde købt noget spiseligt i Bazaren, blev jeg ledsaget af alle Gadens Hunde lige til den næste Gade, hvor da det samme gentog sig.« Selve Hushunden betragter vi som saa vel bekendt, at vi forbigaar den og dens uhyre mange Racer. * * * Rævene (Vu/pes) adskiller sig fra Ulvene ved deres langstrakte Legeme, spidssnudede Hoved, ovale eller spalteformige, noget skævt staaende Pupil, lavere Ben og lange, stærkt buskede Hale. Næppe noget andet Dyr — det skulde da være Sjakalen — nyder saa megen Berømmelse og Popularitet som den almindelige Ræv (Vulpes vulgaris). Ordsprog og Mundheld, Sagn og Digtning har berømmet den fra de ældste Tider indtil vore Dage. Om denne Berømmelse er helt berettiget, er imidlertid et andet Spørgsmaal. »Sagnenes og Digtningens Mikkel Ræv« skriver Pechuel-Loesche »og Virkelighedens Ræv er ret forskellige Dyr. Efter min Opfattelse er denne ingenlunde bedre begavet end Ulven, om det end maa indrømmes, at den paa Grund af de stadige Forfølgelser, har lært at lempe sig godt efter alle Slags Forhold. Belærte af megen og forskelligartet Erfaring bliver gamle Ræve ofte usædvanlig kloge; men enhver Jæger vil indrømme, at der ogsaa gives mange ikke særligt