Dyrenes Liv: I Pattedyr

242 DYRENES LIV samlet saa meget Fedt paa Kroppen, at de kan tære derpaa hele Vinteren. Deres Unger plejer og forsvarer de med den største Omhu; selv naar Ungerne næsten er voksne, deler Moderen alle Farer med dem, og om dens Opofrelse har Rejsende og Fangere mange Historier.’ Scoresby fortæller om en Hunbjørn, som med sine to Unger blev forfulgt af væbnede Matroser paa en Ismark. Først løb Moderen frem og saa sig om efter Ungerne for at paaskynde deres Elugt og syntes ved en ejendommelig, ængstelig Lyd at gøre dem bekendte med Faren; men da Forfølgerne nærmede sig, skubbede og stødte hun Ungerne frem og frelste sig og dem. En anden klemte Ungen fast imellem sin Hals og sit Bryst eller greb den i Nakken og slæbte den saaledes afsted, idet den af og til maatte jage Hundene bort. Efter at den var skudt, krøb Ungen op paa dens Legeme og kæmpede med Hundene, indtil den selv fik en Kugle gennem Hovedet. — Da Skibet »La Carcasse« var blevet siddende i Isen, viste (ler sig en Gang tre Isbjørne ganske nær derved, hidlokkede ved Lugten af Hvalroskødet, som Matroserne havde sat over Ilden. Det var en Hunbjørn med to, næsten voksne Unger; de styrtede hen mod Ilden, greb et stort Stykke Kød og slugte det. Matroserne kastede mere Kød til dem, og Moderen bragte det til Ungerne. Medens hun hentede det sidste Stykke, skød Matroserne Ungerne; hun selv blev saaret, men ikke dødeligt. Den stakkels Bjørn kunde kun med Vanskelighed bevæge sig, men krøb dog hen til Ungerne, lagde nye Stykker Kød for dem, og da den saa, at de ikke rørte det, søgte den med sine Labber at rejse dem op og udstødte et klagende Skrig ved at se, at dens Møje var frugtesløs. Derpaa gik den et Stykke bort, bestandigt tudende, saa sig om efter Ungerne °g gik tilbage og snusede til dem; da den endelig mærkede, at de var døde og kolde, vendte den sig om imod Skibet, brummende af Raseri og Fortvivlelse. Truffen af flere Skud sank den ned over Ungerne, slikkede deres Saar og døde. Fra ældre Tid har man en Mængde Fortællinger om farlige Sammenstød med Isbjørne og om disses Dristighed, men sammenholder man dem med nyere Polarrejsendes Beretninger, synes det at fremgaa, at enten er Isbjørnens Farlighed bleven stærkt overdrevet, eller ogsaa har dens Væsen ændret sig noget, efterhaanden som den har stiftet nøjere Bekendtskab med 'Mennesket og dets Skydevaaben. De fleste synes nu at være enige om, at Isbjørnen kun meget sjældent gaar angrebsvis frem mod Mennesket, saa længe den ser Mulighed for at undfly. Nordenskiøld gaar endog, støttet paa egne og talrige Hvalfangeres Erfaringer, saa vidt, at han udtaler: »Møder man ubevæbnet en Isbjørn, er nogle Raab og stærke Fagter i Almindelighed nok til at skræmme den væk; flygter man derimod selv, saa kan man være sikker paa, snart at have den i Hælene paa sig«. Endvidere fortæller han: »Ligger man for Anker, svømmer undertiden en Bjørn ud efter Skibet, og opslaar man sit Telt