Dyrenes Liv: I Pattedyr

ROVDYRENE 241 faste Land, snart paa Drivisen eller svømmende i Polarhavet. 1 Europa er Spitsbergen dens faste Opholdssted, men paa Drivis kali den komme baade til Islands og Laplands Kyster. Dens Bevægelser er plumpe, men udholdende, og i at svømme er den en Mester. Scoresby beregner dens Fart i Vandet til 3—4 Km. i Timen, og den kan tilbagelægge mange Mil uden at trættes. Dens store Fedtmasse hjælper den til at bæres oppe af Vandet. Man har truffet den 40 Mil fra Land og kan deraf slutte, hvilke Strækninger, den kan svømme; at den dykker fortræffeligt, kan ses af, at den kan hente Laksen op af Havet. Ofte kan den i lang Tid ad Gangen ikke faa anden Næring end Fisk; den maa altsaa kunne svømme lige saa hurtigt som Odderen. Paa Landjorden er den heller ikke ubehændig. Dens sædvanlige Gang er vel langsom, men naar den er i Fare, eller naar Sulten driver den, løber den i store Spring, stærkere end noget andet Pattedyr eller Menneske kan løbe paa Isen. Dens Sanser er skarpe, især Synet og Lugten; døde Hvaler eller smeltet Spæk lugter den i betydelig Afstand. Den kan med Kløerne gennembryde den tykke Is for derpaa at styrte sig i Vandet, og uden Besværlighed bærer den et eller andet stort Havdyr milevidt. I de af Hvalfangerne besøgte Have er døde Hvaler dens vigtigste Føde. Dens almindelige Føde er dog Fisk. Dem jager den under Vandet, driver dem ind i Revner og Kløfter i Isen og dræber dem i Massevis. Den jager ogsaa Sæler, og selv disse snilde og behændige Dyr har Vanskelighed ved at undgaa den. Naar den langt borte ser en Sæl, stiger den sagte ned i Vandet og svømmer mod Vinden henimod den; derpaa dukker den under og angriber Dyret neden fra. Sælerne plejer at ligge nær ved Aabnin-gerne i Isen for at have let Adgang til Vandet; disse Huller forstaar den under Vandet svømmende Isbjørn at finde; — pludselig dukker den op, og det er da ude med Sælen. Landdyr overfalder den kun, naar den plages af Sult; men da er hverken Rensdyr, Ræve eller Fugle sikre for den. Osborne saa en gammel Hun vælte Stenblokke for at søge Lemminger til Ungerne, og Brown bemærker, at han ofte har set den hjemsøge Edderfuglenes Rugepladser og fortære alle Æggene i Løbet af nogle faa Timer. Over Husdyr kaster Isbjørnen sig sjældent; man har set den gaa forbi græssende Kvæg uden at angribe det. Den æder lige saa gerne Aadsel som frisk Kød og forsmaar ikke en Gang en død Isbjørn. Som oftest gaar den af Vejen for Mennesket. Det er højst sandsynligt, at de fleste Isbjørne ikke sover nogen Vintersøvn; saa meget er sikkert, at man ser dem, og at Eskimoerne gaar paa Jagt efter dem hele Vinteren. Vel lever Bjørnen paa den Tid paa Havet; men de drægtige Hunbjørne gaar i Land, og der indretter de sig et Leje under Klipper eller fremspringende Isblokke eller graver et lavt Hul i den frosne Sne, og her lader de sig nu indesne. Det stærke Snefald i disse Egne skaffer dem snart et lunt Dække. Sneen erstatter dem Drikkevand, og de har i Forvejen Brehm: Dyrenes Liv, I. 16