240
DYRENES LIV
lænke den. Ofte kom den ind til Middagsbordet for at tigge en Lækkerbidsken, og den var en stor Kræsenmund: Af Frugter nød den kun de søde Mango’er, af Vin kun Champagne! Det sidste blev den saa forfalden til, at den kom i daarligt Lune, naar den i længere Tid ikke fik sin Yndlingsdrik.
Isbjørnen eller Hvidbjørnen (Ursus maritimus) er langt den største af alle Bjørne, idet den naar en Skulderhøjde af 1,3—1,4 M.,
Isbjørnehun vælter Sten bort, for at Ungerne kan fange Lemminger.
en Længde af 2,5—2,8 M. og en Vægt af indtil 800 Kilo. I Bygning adskiller den sig betydeligt fra Landbjørnene, idet dens Krop og især dens Hals er mere langstrakt, dens Ben korte og svære med meget store Labber og Svømmehud, der spænder omtrent over Tæernes halve Længde. Dens hvide Snefarve ændres ikke med Aars-tiderne, men derimod med Alderen, idet unge Isbjørne er rent sølvhvide, medens Pelsen hos de gamle faar et gulligt Anstrøg.
Isbjørnen bebor Jordens nordligste Egne og findes, saa langt Mennesket er trængt frem mod Nord. Snart træffes den paa det