ForsideBøgerDyrenes Liv: I Pattedyr

Dyrenes Liv: I Pattedyr

Forfatter: A. Brehm

År: 1907

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sider: 526

UDK: 59

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 536 Forrige Næste
ROVDYRENE 249 lys graagul med et svagt rødligt Skær og med sortebrune Bølgestriber. Snohalebjørnen findes i det nordlige Brasilien, Peru, Meksiko, ja endog i Louisiana og Florida. Den lever i Urskovene, helst nær ved store Floder, og sover hele Dagen i hule Træer. Om Natten er den livlig og klatrer rask om i Trækronerne, ved Hjælp af sin Snohale. Dens Føde bestaar af Smaafugle og Æg, Insekter, Honning og søde Frugter. Overfor Mennesket er den mild og godmodig i Fangenskab og kan blive sin Herre lige saa hengiven og lydig som en Hund. I Sydamerika har man den ofte som Husdyr, og den eilet at holde, da den æder næsten alt, hvad man giver den. Brehm har givet en tiltalende Skildring af et Par fangne Snohalebjørne, af hvilken vi bringer et Uddrag: »Snohalebjørne kommer udmærket ud af det med hverandre. Til de evige Stridig heder, der hører til Dagens Orden mellem Næsebjørne, mærker man intet. Han og Hun behandler hinanden ualmindelig kærligt. Jeg lod en Gang sætte en nyerhvervet, endnu noget ængstelig Han ind til en Hun, der var under min Varetægt, været sammen Snohalebjørn. Hunnen, der hidtil, i alt Fald hos mig, ikke havde med noget andet Dyr, syntes meget overrasket ved pludseligt at faa Selskab. En omhyggelig, i Begyndelsen noget ængstelig Besnusning gjorde hende dog snart klar over den Lykke, der ventede hende. Saa snart hun havde forstaaet, at Gæsten egnede sig til Kammerat, overøste hun den med forføreriske Ømhedsbeviser. Men den nyankomne syntes uerfaren og viste til at begynde med mere Frygt end Imødekommen, ligesom han ogsaa skreg højt op, hver Gang Hunnen nærmede sig med Kærtegn. Men hun lod sig ikke afvise. Hun begyndte med at slikke den knibske Hyrde, trængte sig ind mellem ham og Gitteret, til hvilket han klamrede sig, gned sig op ad ham, tog ham om Halsen og slikkede kyssende hans Mund. Endnu viste den saaledes kærtegnede sig tilbageholdende, ja han afværgede endogsaa Kyssene, idet han bøjede Ansigtet ned mod Brystet, saaledes at han kun bød Hunnen Øret, som hun — idet hun foreløbig tog til Takke — slikkede. Hannen lod dette