Dyrenes Liv: I Pattedyr

248 DYBENES LIV udgør ca. 45 Ctm.; Skulderhøjden er indtil 30 Ctm. Den tætte og lange Haarklædnings Grundfarve svinger mellem Rødt og Graabrunt paa Ryggen og gaar paa Undersiden over i det Gullige. Tidligere antog man, at der var en selskabeligt levende og en ensomt levende Art, men Hensel oplyste efter nærmere Undersøgelser, at det kun er de gamle Hanner (og ikke en egen Art), der fører et ensomt Liv. Naar deres lange Hjørnetænder afstumpes, forlader de den Flok, hvori de hidtil har levet sammen med Hunnerne, og vender kun tilbage til den i Parringstiden. Naar Næsebjørnene finder en Orm i Jorden eller en Larve i et Træ, kradser de ivrigt med Forpoterne og stikker af og til Snuden ind i Hullet, ganske som Hunde bærer sig ad over for Markmus. Naar de ikke forstyrres, kryber de ned ad Træstammer med Hovedet nedad. De indlader sig ikke paa at springe fra det ene Træ til det andet, skønt de næppe er mindre behændige end Katte eller Aber. Af deres Sanser er Lugten upaa-tvivlelig den skarpeste, derefter kommer Hørelsen; Syn, Smag og Følelse er forholdsvis svage. Om Natten kan de aldeles ikke se og om Dagen kun svagt; Snuden er deres vigtigste Føleredskab. Hunnen skal i Oktober (Foraarstiden i Syd- Næsebjøm. amerika) føde 3—5 Un- ger i en Jord- eller Træhule, hvor den skjuler Ungerne, indtil de kan gaa med den paa Jagt. Næsebjørnen bringes hyppigt til Europa. Den største Del af Dagen er den i uophørlig Bevægelse og sover kun om Middagen og om Natten. Den leger med enhver, ogsaa med Hunde, Katte, Høns og Ænder. Ogsaa Snohalebjørnen eller Halevikleren (Cercoleptes cau-divolvolus) danner et Mellemled mellem Bjørn og Desmerkat. Kroppen er langstrakt, men plump, Benene lave og Snuden kort; de fem Tæer er halvt sammenvoksede og har store Kløer; Fodsaalerne er nøgne; Halen er længere end Kroppen og er et lige saa godt Gribe-redskab som hos Brøleaben. Kroppen er 90 Ctm. lang, hvoraf Halen maaler 47 Ctm. Haarlaget er silkeblødt eller glinsende, Farven