Dyrenes Liv: I Pattedyr

ROVDYRENE 247 paa en tynd Gren for at springe ovei i et andet Træ; men dens Forfølger klatrer efter den og ryster Grenen, indtil Vaskebjørnen falder til Jorden. Hundene styrter nu gøende efter den; den søger at redde sig over i et andet Træ, men bliver omsider et Bytte for Jægerne. Naar den fanges i en ung Alder, bliver den ganske tam, saa at man kan lade den gaa frit om i Huset, hvis der blot ikke er Høns. Den er højst tiltalende paa Grund af sit komiske, abeagtige Væsen, og den holder meget af, at man kæler for den. Den beholder og-saa i Fangenskab sin ejendommelige Vane at vaske sin Føde, skønt mangen cn Lækkerbidsken, saasoni Sukker, derved ødelægges. Al fast Føde fører den til Munden med Forpoterne; den siddende Stilling paa Bagbenene synes ikke at falde den besværlig. Jagten paa Vaskebjørne lønner sig godt. Kødet spises i Amerika ikke alene Vaskebjørn. af Negrene, men og- saa af de Hvide. Pelsen (den saakaldte Schupp eller Sjupp) er meget søgt til Bundtmagerarbejde: Uldhaarene bruges i Hattefabrikationen og Halen benyttes som Boa. I Sydamerika lever Krabbe-Vaske bjørnen, den saakaldte A g u a r a (Procyon cancrivorus). Den findes især langs Sydamerikas Østkyst, i Skove ved Sumpe og Floder, og dens Yndlingsføde er Krebs. Nær beslægtede med Vaskebjørnene er de saakaldte Næsebjørne (Nasua), der er let kendelige ved deres langstrakte, næsten maaragtige Krop med en kort Hals, langt, spidst Hoved, en tæt-haaret Hale af samme Længde som Kroppen og korte, kraftige Lemmer med brede Fødder. Det mest karakteristiske ved dem er Snuden, der som en Tryne gaar langt ud over Munden og har skarpkantede, opadbøjede Rande. Den almindelige Næse bjørn, Brasilianernes Coati, er udbredt over Sydamerikas nordligste og mellemste Skovegne indtil Paraguay. Deres Totallængde er 100—105 Ctm , hvoraf Halen