Dyrenes Liv: I Pattedyr

SÆLERNE 263 Stemmen ligner snart en Kos Brølen, snart en Hunds dybe, hæse Gøen. I Vrede og især i Parringstiden høres den saa vidt omkring, at Cook og hans Folk om Natten og i Taage benyttede den som et Slags Faresignal til at undgaa Kysten eller Sammenstød med Is-bjærgene. Om Hvalrossens Aandsevner er det efter de hidtidige Iagttagelser svært at dømme, men man tør formode, at den ikke er mindre begavet end andre Sæler. Af Sanserne er Lugten den skarpest udviklede, og vil man nærme sig en Hvalros, maa man nøje tage Vindretningen i Betragtning. Som alle Sæler er den nysgærrig, men den er tillige ganske overordentlig modig, og Hvalrossernes Unge Hvalrosser og Pinguinen i Kjøbenhavns zoologiske Have. indbyrdes Kampe er yderst hæftige. I Parringstiden ikke blot brøler og raser Hannerne hele Døgnet igennem, men de angriber tillige hverandre og river dybe Flænger i Skindet. »Hvalrossen,« siger Scoresby, »er et uforfærdet Dyr. Den betragter nysgærrigt, men ikke frygtsomt en Baad, der nærmer sig. Angriber man et af disse Dyr, kommer de andre til for at forsvare det. De stimier sammen om Baaden, gennembryder Plankerne med deres Stødtænder, løfter sig op paa Rælingen og truer med at bringe Fartøjet til at kæntre. Ved at slaa de rasende Dyr Sand i Øjnene, kan man tvinge dem til at trække sig tilbage, medens man ofte bruger Bøssen forgæves. Min Fader fældede en Gang en Hvalros med en Lanse efter først at have anskudt den. Ved at under-