Dyrenes Liv: I Pattedyr

262 DYRENES LIV afstumpede. Den næsten nøgne, meget tykke Hud er ikke alene foldet, men ligefrem knudret. Saavel hos de unge som hos de gamle Individer er den mere eller mindre læderagtig brun. Som saa mange andre Dyr er ogsaa Hvalrossen efterhaanden bleven trængt længere og længere tilbage mod Nord. Men ögsaa i Polarbæltet aftager dens Mængde Aar for Aar. Hvor Isforholdene kun sjældent tillader Hval- og Sælfangerne at komme frem, kunde den endnu for en Menneskealder siden findes i meget stort Antal, undertiden end-ogsaa i Flokke paa flere Tusinde. Efter Robbefangernes Forsikringer skulde saadanne Hjordes samlede Vægt kunne være saa uhyre, at Isbjærge, der ellers ragede højt op, trykkedes helt ned i Vandskorpen, naar Hvalrosserne lejrede sig derpaa. Saaledes cr det ikke niere. Det maa nu betragtes som en sjælden og særlig heldig Begivenhed at faa et Hundrede Stykker at se i samlet Flok. Alt efter Kystens Beskaffenhed forener Hvalrosserne sig i større eller mindre Selskaber, grupperede saaledes, at Hannerne opholder sig for sig, Hunnerne og deres diende Unger for sig. En Snes Hvalrosser paa en enkelt Isflage afgiver et ejendommeligt Billede: De mørke Legemer ligger klods op ad hverandre som store Bylter, og for at Stødtænderne ikke skal være ivejen, er Hovederne bøjede til Siden eller hviler paa Naboernes Kroppe. Saaledes daser Dyrene Tiden hen, medens Solen Maaneder igennem er over Horisonten og Brændingen synger sin ensformige Melodi. Mindst én Hvalros holder Vagt for de sovende og vækker dem i Farens Stund enten ved stærke Brøl eller maaske ved et venskabeligt Puf med Stødtænderne. Men hvor Hvalrossen endnu ikke bar lært Mennesket at kende, vækker Synet af et Skib næppe Vagtpostens Opmærksomhed — ja end ikke et Kanonskud forstyrrer Flokkens Hvile, thi de er jo vante til Knald i Polarhavet, hvor uhyre Isbjærge ofte sprænges under tordenlignende Larm. Paa Land bevæger Hvalrossen sig tungt og klodset; dog krybet den ikke, men gaar, idet den flytter Fødderne korsvis fremad, og i sin Gang kun afviger fra andre Pattedyr ved, at Hælene, ikke Tæerne, vender fortil, naar Baglemmerne flyttes frem. Klatrer den op ad stejle Isblokke, tager den altid sine Stødtænder til Hjælp, hugger dem ind i Kløfter og Revner, trækker derpaa det tunge Legeme efter, strækker paa ny Halsen frem — og fortsætter saaledes, indtil den har naaet det ønskede Hvilested. Større Betydning for Bevægelsen har Stødtænderne dog, naar Dyret baner sig Vej gennem Drivis, og maaske benyttes de ogsaa til at hugge Aandehuller med. Endvidere bruges de naturligvis til at rode Bunden op med, naar Dyret søger efter Muslinger, der tilligemed andre Bløddyr er dets væsentligste Føde. Endelig er de jo udmærkede Vaaben. Som bekendt kan Hvalrossen med dem bore en Baad i Sænk. Lige saa langsom og klodset Bevægelsen er paa Landjorden eller paa Isen, lige saa hurtig og behændig er den ude i Vandet. Ingen Robaad kan følge en Hvalros, og Dyret synes aldrig at trættes.