Dyrenes Liv: I Pattedyr

INSEKTÆDERNE 273 deres Føde, og inden Kulden indtræder, er de gerne saa smækfede, at de kan indrette sig for Vinteren ligesom de gamle. Deres Vinterbolig er en uordentlig Dynge af Halm, Hø, Løv og Mos, men i dens Indre er der et blødt Leje. Materialet til sin Bolig bærer Pindsvinet hjem paa Ryggen efter først at have væltet sig i Løvet og spiddet det paa Piggene, hvorved Dyret faar et højst komisk Udseende. Naar Frosten kommer, graver Pindsvinet sig dybere ned og tilbringer der Vintertiden i en uafbrudt Vintersøvn. Det bliver saa følesløst, at man maa handle ilde med det for at vække det; det vakler da frem og tilbage og falder straks igen i sin dødlignende Søvn. Denne varer sædvanligvis indtil Marts. Pindsvinet kan opnaa en Alder af 8—10 Aar. Det er let at tæmme, og i Varelagere foretrækker man det paa sine Steder for Katte paa Grund af disses Tilbøjelighed til at fordærve kostbare Tøjer med deres ildelugtende Urin. Pindsvinet befrier ogsaa Huset for de modbydelige Kakerlakker. Det vænner sig let til al Slags Mad og Drikke; Mælk holder det meget af, og det forsmaar ikke en Gang Spirituosa. Foruden ondsindede Mennesker har Pindsvinet mange andre Fjender. Hundene hader det af Hjærtens Grund, gøer rasende ad det og søger at komme det til Livs; det ligger imidlertid ganske roligt og lader dem stikke Næsen til Blods. Ræven er en værre Fjende; med sine Forpoter ruller den det ud i Vandet, og der maa det stakkels Dyr aabne sig og bliver da dens Bytte. Men dets farligste Fjende er dog de større Ugler, i hvis »Gylp« man ofle finder Pindsvinepigge. Muldvarpene (Talpidae) er udbredte over Størstedelen af Europa og store Dele af Asien, Afrika og Nordamerika. Alle dertil hørende Arter er saa ejendommeligt og ensartet byggede, at vor almindelige Muldvarp kan betragtes som Type for hele Slægten. Dens Tilpasninger til et underjordisk, gravende Liv er for velbekendte fra enhver Skolebog til, at vi behøver at gentage dem her. Den almindelige Muldvarp (Talpa europaea) er udbredt over Europa, Nordafrika og gennem Asien helt over til Japan. I Danmark forekommer den overalt, undtagen paa Møen og paa Bornholm. Ligeledes findes den i det søndenfjældske Norge, men hverken paa Island eller i Grønland. Den røber altid sit Opholdssted ved, at den bestandig maa opkaste nye Tuer, de saakaldte Muldvarpeskud, der viser, i hvilken Retning og Udstrækning den paa en given Tid jager. Herfra gaar den videre og videre og graver uden Ophør vandrette Gange nær ved Overfladen, idet den fra Tid til anden opkaster de nævnte Skud, for at blive af med den opgravede Jord. Blasius beskriver dens underjordiske Byggearbejder paa følgende Maade: Brehin: Dyrenes Liv. I. 18