Dyrenes Liv: I Pattedyr

INSEKTÆDERNE 281 egne Unger eller døde Spidsmus. »Jeg har ofte,« siger Lenz, »haft Spidsmus i Kasser. Det er næsten ikke muligt at faa dem mætte med Fluer, Orme o. lign.; jeg maatte daglig give hver af dem en død Mus, en Spidsmus eller en lille Fugl; de æder da alt undtagen Skind og Ben. Lader man dem sulte blot det mindste, dør de snart. Jeg har ogsaa forsøgt udelukkende at give dem Brød, Roer, Pærer, Hampe-, Valmue- og Kanariefuglefrø, men hellere sultede de ihjel end smagte derpaa.« Man har forsøgsvis bundet en stærk Snor om Bagbenet paa en Spidsmus og saa ladet den krybe ned i Musehuller paa en Mark. Ud af et af Hullerne kom en Markmus krybende i største Angst — med Spidsmusen paa sin Ryg. Det graadige lille Dyr havde bidt sig fast i sit Slagteoffers Nakke, fik det snart dræbt og aad det op. Spidsmus, der finder en Løbebille under en Paddehat. Faa Dyr — det skulde da være Muldvarpen — er saa uselskabelige og fjendtligt sindede overfor hinanden som Spidsmus. Ofte ser man et Par af disse Smaafyre indviklede i saa rasende Kamp, at man kan tage dem med Haanden; de danner en formelig Knude og triller omkring paa Jorden, fastbidte i hinanden og ligefrem naglede sammen med et blindt Raseri, som vilde være den mest glubende Buldog værdig. En sand Lykke er det, at Spidsmusene ikke har Løvestørrelse — de vilde ellers affolke hele Jorden og derpaa selv dø af Sult! Den drægtige Spidsmus bygger en Rede af Mos, Græs, Løv og’ Stængler, helst i en Mur eller under Trærødder, og forsyner den med flere Sidegange. Imellem Maj og Juli faar den fra 5—10 Unger, der fødes nøgne med tillukkede Øjne og Øren. Moderen er, saa længe de patter, meget omhyggelig for dem, men dens Kærlighed taber sig snart, og Ungerne giver sig da til selv at søge