Dyrenes Liv: I Pattedyr

ABERNE 25 Hovedskallen kun fjærnt minder om den unge Abes (sml. Gorillahovederne S. 6). Den største Han-Orangutan, Wallace nedlagde, var i oprejst Stilling 1,35 M. høj, men spændte med udstrakte Arme over 2,4 M. Maven er stærkt fremstaaende, Kroppen bred over Hofterne, Halsen kort og foran foldet, fordi Dyret har en stor Strubesæk, der kan pustes op. Ligesom Lemmerne er ogsaa Hænder og Fingre lange. Neglene er flade og mangler ofte paa Baghændernes Tommeler. Læberne er grimme, rynkede og tykke; Næsen er ganske fladtrykt. Øjne og Øren er smaa, men meget lig Menneskets. Underkæben er længere end Overkæben, og Hjørnetænderne er stærkt fremspringende. Behaaringen er sparsom paa Ryggen og meget tynd paa Brystet, men desto længere og tættere paa Kroppens Sider, hvor Haarene hænger langt ned. I Ansigtet danner de et Skæg, men iøvrigt er Ansigt og Haandflader helt nøgne. Haarenes Farve er sædvanlig mørk rustrød, sjældnere rødbrun; de nøgne Dele ser blaa- eller skifergraa ud. Gamle Hanner adskiller sig fra* Hunnerne ved at være større, ved at have tættere og længere Haar, rigeligere Skægvækst og ved paa Kinderne at have ejendommelige Knuder eller Hudlapper, der strækker sig halvmaaneformigt fra Øjnene hen til Ørene og ned mod Overmunden, og som gør Ansigtet paafaldende hæsligt (se Fig. S. 26). Yngre Dyr er skægløse, men er ellers rigeligere behaarede og mørkere. Orangutanen har været kendt fra gammel Tid. Allerede Plinius beretter, at der paa de indiske Bjærge fandtes »Satyrer, meget ondskabsfulde Dyr med Menneskeaasyn, som snart gik oprejst, snart paa alle fire, og som paa Grund af deres Hurtighed blot kunde fanges, naar de var gamle eller syge«. Hans Fortælling gaar igen fra det ene Aarhundrede til det andet og forøges af hver ny Bearbejder med Tilsætninger; man glemmer tilsidst, at der tales om Dyr. Aberne bliver næsten til vilde Mennesker. Bontius, en Læge, som i Midten af det 17de Aarhundrede levede paa Java, taler om, at han nogle Gange har set disse Aber, saavel Hanner som Hunner. De gik ofte oprejst og bar sig ad som Mennesker. Især havde en Hun-Abe overrasket ham; den var bleven undselig, naar fremmede havde set paa den, og havde bedækket sit Ansigt med Hænderne; den havde sukket og udgydt Taarer og overhovedet baaret sig saaledes ad, at den kun manglede Sproget for at være et Menneske. Javanerne sagde, at Aberne nok kunde tale, hvis de blot vilde; men de vilde ikke af Frygt for, at de saa skulde komme til at arbejde! Medens saadanne Beskrivelser jo kun gengiver de Indfødtes Beretninger, er vi ved Wallaces Undersøgelser bievne bedre underrettede om Orangutanens Levemaade i fri Tilstand end om nogen anden af de menneskelignende Abers. Som bekendt — siger han — bebor Urangutanen Sumatra og Borneo; dog synes den at være meget sjældnere paa den første end paa den sidste 0. Her har