Dyrenes Liv: I Pattedyr

304 DYRENES LIV derhøjden det samme og Vægtefi 20—30 Kilo. Legemet er plumpt og stærkt, Halsen kort og tyk, Hovedet bag til bredt, Benene korte og kraftige. Bagføddernes Tæer er ved en bred Svømmehud forbundne med hverandre lige til Kløerne. Halen er fladtrykt og henimod 20 Ctm. bred. Ørerne er smaa og korte og kan lægges saa tæt ind til Hovedet, at de saa godt som lukker for Øregangen. Øjnene er ligeledes smaa og har en Blinkhinde. Næseborenes tykke Hudfløje kan lukkes. Pelsen bestaar af tætte, silkeagtige Uldhaar og sparsomme, stive og glinsende Dækhaar, som paa Hovedet og det nederste af Ryggen er korte, men paa den øvrige Del af Kroppen over 5 Ctm. lange. Farven er paa Rygsiden mørk kastanjebrun med et mere eller mindre stærkt graat Skær. Bugsiden er lysere; Uldhaarene er ved Roden sølvgraa og ud imod Spidsen gulbrune. Halen er paa dens øverste Tredjedel bevokset med meget lange Haar, men for øvrigt nøgen og bedækket med smaa, aflange, pergamentagtige Huddannelser, som ligner Skæl, og mellem hvilke enkelte, korte, stive, bag til rettede Haar stikker frem. De safrangule Fortænder er store og stærke og har en mejseJ-dannet Bideflade. Hos begge Køn findes der i det nederste af Bughulen to ejendommelige Kirtler, hvori den saakaldte »Bævergel« afsondres, en salvelignendc Masse af en ejendommelig stærk Lugt og af en bitter, balsamisk Smag. Den blev tidligere brugt som krampestillende og beroligende Middel, men anvendes nu mindre. Bæveren lever som oftest parvis og danner blot større eller mindre Kolonier i stille og ubeboede Egne. I alle befolkede Lande finder man den nu kun enkeltvis, og da lever den simpelt hen i underjordiske Gange, uden at prøve paa at bygge Hytter og »Byer«. Af Iagttagernes Angivelser om Bæverens Boliger anfører vi: Bæverne bygger ved en Bæk, hvis Bred synes dem skikket til Anlæget af deres Kolonier, og vælger en Plads, hvor der gives Næringsmidler nok i Nærheden. Først bygger de en Dæmning for at stemme Vandet saa højt op, at det naar til Grunden af deres Hytter. En saa-dan Dæmning er undertiden 150—200 M. lang og neden til 4—6 M. i Gennemsnit, men bliver smallere op efter, saa at den oven til kun er 1 2 M. tyk. Det dertil anvendte Tømmer er saa tykt som en Arm eller et Laar, fra 1—2 M. langl og rammes med den ene Ende dybt ned i Grunden, det ene Stykke tæt ved Siden af det andet; derpaa fyldes der tyndere og bøjeligere Grene imellem, hvorefter alle Mellemrum udfyldes med Ler. Bæverne arbejder i samme Forhold, som Vandet stiger, og ophører først dermed, naar det har naaet samme Højde som Gulvet i deres Boliger. Den Side af Dæmningen, der vender imod Strømmen, er skraa, den anden lodret. Dæmningen er saa fast, at man trygt kan gaa paa den, og Bæverne fylder straks ethvert Hul, som opstaar derpaa, med Ler. Vandet bliver altid opstemmet saa højt, at det i det mindste staar en god Meter over Indgangen til Hulerne. Isdækket kan derfor aldrig om Vinteren komme til at ligge saa lavt, at det tilstopper Udgangene.