Dyrenes Liv: I Pattedyr

ABERNE 27 De høje og tørre Egne, hvori der er Skovlysninger og lavt Junglekrat, egner sig vel for Mennesker men ikke for dette Dyrs ejendommelige Bevægelsesmaade, rent fraset, at det her ogsaa vilde være udsat for mange Farer. »Det er et sælsomt og fængslende Syn at se en Meias i Ro og Mag vandre gennem Skoven. Med rolig Betænksomhed gaar den ud ad en af de større Grene, i den halvt oprejste Stilling, som Armenes store Længde og Benenes Korthed naturlig nøder den til at indtage; og desuden gaar den paa sine Knoer og ikke, som vi, paa Fladen. Altid synes den at vælge de Grene, der krydser et Nabotræs, strækker, naar den er nær nok, sine lange Arme ud, griber med begge Hænder fat i den næste Gren, synes at prøve dens Styrke og svinger sig derpaa betænksomt derover for ad den at gaa videre som før. Aldrig hopper eller springer den, aldrig synes den at have mindste travlt, og dog kommer den næsten lige saa hurtigt frem, som et Menneske kan løbe nedenunder paa Skovbunden.« Wallace mener, at den i Løb magelig kan tilbagelægge 5—6 engelske Mil i Timen. »De lange, kraftige Arme er den til største Nytte, idet de gør det muligt for den at gribe Frugter °g unge Blade paa Toppenes tynde Grene, som ikke kan bære dens Vægt, eller at plukke Løv og Kviste, hvoraf den bygger sig en Rede«. En af Wallace saaret Orangutan viste sin Forfølger, hvorledes en saadan Rede bygges: »Saa snart jeg havde skudt,« fortæller han, »klatrede Meiasen højere op i Kronen og havde snart naaet dens yderste Toppe. Her begyndte den straks at afbrække Grene rundtom og at lægge dem paa Kryds og Tværs over hinanden. Stedet var fortrinligt valgt, og med sin ene, usaarede Arm arbejdede den saa hurtigt, at den efter faa Minuters Forløb havde dannet en lukket Løvmasse, som ganske unddrog den for mit Blik. »En lignende Rede benytter den næsten hver Nat til Leje; i Reglen bygges Reden dog ikke mere end 8—-15 M. over Jorden, sandsynligvis fordi den der er mindre udsat for Blæst end i Toppen af 1 ræerne. Dajakerne siger, at Aben i fugtigt Vejr bedækker sig med Pandanusblade eller med meget store Bregner. Det har maaske forledet til den Antagelse, at den skulde bygge sig en formelig Hytte i Træerne. »Orangutanen forlader først sit Leje, naar Solen staar temmelig højt og har tørret Duggen paa Bladene. Den nærer sig næsten udelukkende af Frugt, lejlighedsvis dog ogsaa af Bladknopper. Kun yderst sjældent kommer Orangutanen ned paa Jorden, og Afbildninger, som fremstiller den støttende sig til en Stok, er ganske grebne ud af Luften. Naar den ikke finder Frugt i Djunglen, tyr den ned til Fodbredden for at æde unge Skud og Frugter, som vokser tæt ved Vandet. Da søger Krokodilen at snappe den; men Meiasen springer, i Følge Dajakernes Forsikring, paa den, slaar den med Hænder og Fødder, sønderslider og dræber den. En Meias