Dyrenes Liv: I Pattedyr

28 DYRENES LIV er nemlig meget stærk, siger de, og det eneste Dyr, hvormed den overhovedet kæmper, er Krokodilen. »For Mennesket synes Meiasen ikke at nære synderlig Frygt. De, som jeg iagttog, stirrede ofte nogle Minuter ned paa mig og gik derpaa langsomt videre til det næste Træ. »Undtagelsesvis sker det dog ogsaa, at en Orangutan kæmper med et Menneske. En Dag kom nogle Dajaker til mig og fortalte, at en Meias Dagen forud næsten havde dræbt en af deres Kammerater. Nogle Mil nedad Floden ligger et Dajakhus, og Beboerne saa derfra en stor Orangutan gøre sig tilgode med unge Palmeskud ved Flodbredden. Opskræmmet trak den sig dog tilbage i Djunglen, og en Skare Mænd, bevæbnet med Spyd og Økser, løb hen for at afskære den Tilbagetoget. Den forreste forsøgte at løbe sit Spyd gennem Dyrets Krop; men Meiasen greb sin Modstander med Hænderne og slog i samme Nu sine Tænder i hans Arm og sønderrev Musklerne over Albuen. Havde de andre ikke været tilstede, vilde den have mishandlet Manden endnu alvorligere og maaske dræbi ham. Men hans Ledsagere nedlagde snart det modige Dyr med deres Spyd og Økser. Den saarede var lang Tid syg og genvandt aldrig sin Arms fulde Brug.« Om fangne Orangutaner gives der mange Beretninger. Den første, mere nøjagtige skylder vi Hollænderen Vosmaern, hvis Orangutan var saa godmodig og troskyldig, at man uden Betænkning kunde stikke Haanden ind i dens Gab. Den havde noget melankolsk over sig o« holdt af menneskeligt Selskab uden Hensyn til Køn, kun foretrækkende (lem, der gav sig mest af med den. Da man en Gang havde sluppet den fri, klatrede den saa behændigt om i Tagets Sparre-værk, al lire Personer brugte en Time til at laa fat paa den. Paa denne Udflugt stjal den en Flaske Malagavin, trak Proppen af og drak Vinen, men satte saa igen Flasken paa Plads. Naar den havde drukket, lørredc den Munden med Haanden, ja den brugte endog en Tandstikker paa samme Maade som Mennesket. I Lommetyveri var den en Mester; den stjal Lækkerier ud af Lommerne paa Folk, uden at de mærkede det. Førend den gik til Ro, spredte den Høet og puslede om det; derefter lagde den et Bundt under Hovedet og dækkede sig til. Den sov ikke gærne alene, ligesom den overhovedet ikke holdt af Ensomhed. Da man en Gang aabnede Laasen til dens Lænke med en Nøgle, saa den til med stor Opmærksomhed, tog derpaa en Pind, trykkede den ind i Nøglehullet og drejede den om til alle Sider. Man rakte den en Gang en Kattekilling, som den log og snusede omhyggelig til; men da Katten kradsede den i Armen, kastede Orangutanen den fra sig, undersøgte Rifterne og vilde fra den Tid af ikke have noget med Mis at gøre. Den kunde behændigt løse de haardeste Knuder med Fingrene; i Nødsfald hjalp den til med Tænderne, og det morede den i saa høj Grad, at den, naar Folk kom nær hen til den, regelmæssig løste deres Skobaand. Dens Hænder var saa stærke, at den kunde løfte de tungeste Byrder, og