Dyrenes Liv: I Pattedyr

GNAVERNE 325 Lemmingen er et af de mærkeligste Dyr paa den skandinaviske Halvø. Endnu tror Bønderne i visse Bjærgegne, at den regner ned fra Himlen, men æder sig fordærvet og derfor maa gaa til Grunde. Olaus Magnus, den bekendte Biskop i Upsala, er den første, der omtaler dette Dyr. Han fortæller, at han i Aaret 1518 red igennem en Skov, hvor han saa saa mange Hermeliner, at de opfyldte hele Skoven med deres Stank. De var hidlokkede af nogle smaa, firføddede Dyr ved Navn »Lemar«, hvilke undertiden ved pludselig Torden og Regn falder ned fra Himlen — uden at nogen véd, om de hidføres fra fjærne Øer eller avles i Skyerne! Andre har senere gentaget denne Fabel, og først Linné skildrer (i Aaret 1740) Lemmingerne efter Naturen og paa en udførlig Maade. Det er nogle højst tiltrækkende Smaadyr. De ser ud som smaa Murmeldyr eller Hamstere og ligner ogsaa de sidste i deres Væsen. De opholder sig paa forholdsvis tørre Steder af de Mosestrækninger, der bedækker en stor Del af Norge. Her bor de i Smaahuler under Stene eller i Mosset; dog træffer man dem ogsaa ofte strejfende om mellem de Tuer, der rager op af Moserne. Man bemærker kun sjældent tiltraadte Stier mellem deres Huler. Større Gange anlægger de kun i Sneen; i disse danner de sig ofte store Reder med tykke Vægge af sønderbidt Græs. Af Gangene gennem Sneen sænker de fleste sig ned til Moslagene. Dog ses Lemmingerne ogsaa at færdes ovenpaa Sneen. De er i Bevægelse Dag og Nat. Deres Gang er trippende, men rask, om end et Menneske let kan indhente dem. Vandet skyr de, og kaster man dem deri, piber og knurrer de og søger straks op paa det tørre. Sædvanligvis for-raader de sig selv; thi et Menneskes Komme sætter dem i et saa stærkt Sindsoprør, at de ikke kan tie. De hilser enhver, som betræder deres Enemærker, med en høj Piben og Grynten, ret som om de vilde nægte ham Adgang. Kun medens de strejfer om, tager de Flugten, naar man gaar hen imod dem. De skynder sig da hen til et af de utallige Huller og viger nu ikke af Pletten, men lader sig hellere slaa ihjel eller tage. Holder man Støvlen hen til dem, bider de i den, ja de bider endog i en Stok eller et Bøsseløb, om de end godt mærker, at de intet udretter derved. Ved saa-danne Lejligheder kommer de i det største Raseri og ligner ganske arrige Hamstere. Om deres For plantning berettes der, at de som oftest har 5—6 Unger, og at Hunnen føder flere Gange om Aaret. Lemmingernes vigtigste Føde bestaar i de faa Alpeplanter, der trives i deres fattige Hjemstavn, navnlig Græsarter, Rensdyrlav, Dværgbirkens Blomster og sandsynligvis forskellige Slags Rødder. Dyrene findes saa højt, som Lavarterne naar, og intetsteds højere. De samler ikke Vinterforraad. Som oftest byder deres tilsyneladende saa fattige Hjem dem alt, hvad de behøver; i visse Aar synes det dog ikke at være Tilfældet, og da ser Lemmingerne sig nødte til at tiltræde store Vandringer. Herom anfører Linné, som