Dyrenes Liv: I Pattedyr

326 DYRENES LIV det synes efter egen Iagttagelse, følgende: »Det allermærkværdigste ved disse Dyr er deres Vandring; thi til visse Tider, sædvanligvis hvert tiende eller tyvende Aar, drager de bort i saa store Masser, at man forbavses derover. De baner sig efterhaanden formelige Stier, som gaar et Par Fingre dybt ned i Jorden og er en halv Finger brede. Disse Stier ligger flere Meter fra hverandre og fører alle snorlige frem ad. Undervejs afæder Lemmingerne Græs og Rødder; undertiden føder Hunnerne paa Vandringen og bærer én Unge i Munden og en anden paa Ryggen. De gaar fra Bjærgene ned imod den botniske Bugt, men kommer sjældent saa vidt, da de gaar til Grunde undervejs. Møder de paa deres Vandring et Menneske, gaar de ikke af Vejen, men søger at smutte imellem Benene paa ham eller rejser sig op paa Baglemmerne og bider i Stokken, dersom han holder den hen for dem. En Høstak gaar de ikke omkring, men graver og æder sig igennem; om en stor Sten løber de i en Halvkreds og fortsætter derpaa Vejen i lige Linje. De skyr ikke en Gang en brusende Bjærgstrøm, men springer ud i den, selv om de alle maa sætte Livet til derved.« En Gang imellem hjemsøger Lemmingerne endog Byer. Hernø-sand oversvømmedes saaledes af dem i 1823, og om dette Vandre-tog har man følgende Meddelelse: »I de første Dage af Oktober 1823 ankom der et Tog Fjæld-Lemminger til Hernøsand og omliggende Landsbyer. Dyrenes Mængde var saa stor, at selvdøde og dræbte Eksemplarer maatte bortkøres i Læssevis fra Byens Gader. Mod Slutningen af Maaneden forsvandt de lidt efter lidt. De var ingenlunde frygtsomme, men bed i Stokken, naar man slog dem. foget kom fra Nordvest. Hvor langt det naaede langs ad Søkysten, kan jeg ikke sige, men jeg tror, at det her har strakt sig i det mindste fra Sundsvall til Umeå, en Vej af henved 30 Mil. Dyrenes Antal maa have udgjort Millioner. Alle Søer og Floder var opfyldte med utrolige Masser af druknede Lemminger. Den slette Høvækst Aaret efter sagdes at være foranlediget af Lemmingerne, som havde fortæret Græsrødderne, saa at hele Enge var aldeles bare.« »Troværdige Mænd,« skriver Professor S. Nilsson, »som har berettet mig, at de selv har set flere Lemminger falde i Havet, forklarede dette Særsyn ved, at en stærk Hvirvelvind oppe paa Fjæld-toppen maa have taget fat i Lemmingernes tykke Pels, idet de maa-ske løb paa en glat Isskorpe, hvor de ikke kunde holde sig fast, og derfra har ført dem ud i Havet ved Foden af det nøgne Fjæld. For mit Vedkommende finder jeg intet urimeligt i denne Forklaring.« Lemmingerne har mange Fjender; alle Skandinaviens Rovdyr be-kriger dem, navnlig Ulve, Ræve, Jærve, Maarer, Væsler og Hunde, samt endvidere Ugler, Musvaager, Ravne, Krager og Skader. Blindmusenes Familie (Spalacidaé) omfatter en Gruppe uformelige, grimme, underjordisk levende Gnavere, der minder om