Dyrenes Liv: I Pattedyr

GNAVERNE 335 Hunden va’r i rette Tid, løber den derimod ind i den første den bedste Tykning, hvor den er sikret imod al Efterstræbelse. Den er forøvrigt et behændigt lille Dyr, som, naar den springer, minder om de smaa Antiloper og Moskusdyr. Dens Føde bestaar i alle Slags Plantedele fra Rod til Blomst; den kan endog faa Bugt med de haardeste Nødder. I Sukkerrørsplantager og Køkkenhaver anretter den megen Skade. Agutien formerer sig temmelig stærkt; Hunnerne findes drægtige i alle Maaneder af Aaret og bringer et ret anseligt Antal Unger til Verden. Dens værste Fjender er de store Kattearter og de brasilianske Hunde. Agutier, der fanges som unge, bliver næsten til Husdyr. Saale-des saa Rengger i nogle Indfødtes Hytter i Skovene i det nordlige Paraguay to tamme Agutier, som tilbragte Morgenen og Aftenen i Skoven og Middagen og Aftenen hos Indianerne. Det er dog mere Opholdsstedet end Menneskene, de knytter sig til. De giver kun sjældent en Lyd fra sig; kun naar de tirres, udstøder de et pibende Skrig. En Lækkerbidsken for dem er Roser; de lugter dem straks, naar man kommer med dem, og søger hen til dem. De fører sædvanligvis Føden til Munden med Forpoterne efter at have sat sig oprejst paa Bagbenene ligesom Egernet. Smaastykker æder de dog ofte, hvilende paa alle fire. Rengger saa dem aldrig drikke; dog skal de labe Vand paa samme Maade som Hunde. Pakaen (Coelogenys paca) er kendelig paa det ejendommeligt tykke Hoved med de store Øjne og smaa Øren, paa den afstumpede Hale, de høje Ben med fem Tæer saavel paa For- som Bagfødderne, det børsteagtige Haar, de fire Fortænder og seksten Kindtænder samt det mærkværdigt udviklede Kindben med en Hulhed indad til. Pelsen bestaar af korte, glatliggende Haar og er paa Rygsiden gulbrun, paa Bugsiden gulagtig hvid. Fem Rækker runde Pletter af den sidste Farve løber paa begge Sider fra Skulderen hen til Baglaarets bageste Del. Længden er omtrent 70 Ctm. Pakaen er udbredt over den største Del af Sydamerika og forekommer paa de sydlige Antiller. I befolkede Strøg er den overalt sjælden; den opholder sigi Skovudkanter, hvor den graver en 1—2 Meter dyb Hule, i hvilken den sover hele Dagen. I Tusmørket gaar den ud efter Føde og anretter da ofte betydelig Skade paa Sukkerrørs- og Melonplantagerne. Forøvrigt ernærer den sig af Blade, Blomster og Frugter. Den lever parvis og enkeltvis, og Hunnen føder midt om Sommeren én Unge. Pelsen er ikke meget værd, men Kødet er velsmagende og meget søgt. Flodsvinet eller Kapivaren (Hydrochoerus capybara) er det største og plumpeste Medlem af Ordenen. Det bærer sit Navn med Rette; thi ved hele sia Bygning og ved sit stive, børsteagtige Haar-