Dyrenes Liv: I Pattedyr

30 DYRENES LIV den benyttede Baghænderne lige saa godt som Forhænderne. Den døde af Tæring i en ung Alder. En anden Meddelelse hidrører fra en god Iagttager, der i tre Maaneder havde en Orangutan med paa Skibet. Saa længe dette befandt sig i de asiatiske Farvande, tumlede Dyret om paa sit stadige Opholdssted, Fordækket, og udsøgte sig kun om Natten et beskyttet Sted til at sove paa. Om Dagen var det overordentlig oprømt, legede med nogle smaa Aber, der var ombord, og spadserede omkring i Takelagen. Klatring og Voltigeren syntes at være det en særlig Fornøjelse, thi det udførte det flere Gange om Dagen paa forskellige Tov. Dets Smidighed og den Muskelkraft, det lagde for Dagen under disse Bevægelser, var forbausende. — Iagttageren, Kaptajn Smith, havde taget nogle Hundrede Kokosnødder med, hvoraf Aben daglig’ fik to. Det yderst seje, to Tommer tykke Hylster om Nødden, som kun vanskeligt kan hugges igennem selv med en Økse, forstod den meget behændigt at knuse med sine vældige Kæber. Den satte sine frygtelige Tænder i Nøddens spidse Ende, holdt derpaa godt fast med højre Bagfod og rev saa med Tænderne det seje Hylster regelmæssig fra hinanden. Derpaa gennemborede den med Fingrene en af Nøddens naturlige Aabninger, tømte den for dens Mælk, slog den dernæst itu mod en haard Genstand og aad Kærnen. Foruden af Kokosnødder holdt den af Salt, Kød, Mel, Sago o. s. v. og anvendte al Slags List for under Maaltidet at tilvende sig en vis Kødmængde. Hvad den en Gang havde taget, gav den aldrig fra sig igen, selv om den fik Prygl. 3—4 Pund Kød aad den med Lethed paa én Gang. Melet hentede den sig daglig fra Køkkenet og forstod altid at benytte sig af Kokkens øjeblikkelige Fraværelse til at aabne Meltønden, tage sin Haand dygtig fuld og bagefter af-viske den paa Hovedet, saa at den altid kom pudret tilbage. Saa snart det havde ringet til Middag Tirsdag og Fredag, aflagde den ufejlbarligt Matroserne en Visit, fordi de paa de Dage fik Sagogrød med Sukker og Kanel. Ligesaa regelmæssigt stillede den Kl. lo i Kahytten for at tage Del i Middagen. Under Maaltidet var den meget rolig og — mod Abers Sædvane — renlig. Kun kunde man aldrig faa lært den at bruge en Ske rigtigt. Den satte simpelthen Talerkenen op til Munden og drak al Suppen, men uden at en Draabe spildtes. Spirituøse Drikke holdt den meget af, og den fik hver Middag sit Glas Vin, som den tømte paa en ganske ejendommelig Vis: Ved at udstrække sin Underlæbe kunde den danne en tre Tommer lang og næsten lige saa bred Ske, stor nok til at rumme et helt Glas Vand. I denne Ske hældte den saa selv sin Vin, og den drak aldrig uden først at have lavet sin Ske. Efter at den omhyggelig havde lugtet til Glasset og formet Munden til en Ske, gød den Drikken deri og slubrede den meget sindigt og langsomt ind mellem Tænderne, som om den vilde gøre Nydelsen rigtig lang. Derefter holdt den paany sit Glas frem for at faa det fyldt igen.