Dyrenes Liv: I Pattedyr

ABERNE 31 Den slog aldrig noget i Stykker, men satte det altid forsigtigt ned og adskilte sig saaledes meget til sin Fordel fra de andre Aber. Man hørte kun to Slags Lyde hos den: en noget pibende Strubelyd, der tilkendegav Sindsbevægelse, og et skrækkeligt Brøl, der udtrykte Frygt og lignede en bange Kos Brølen. Disse Lyde blev en Gang fremkaldt ved Synet af en Flok Kaskelotter, der svømmede tæt forbi Skibet, en anden Gang ved Synet af forskellige Havslanger, som dens Herre havde taget med fra Java. — Desværre gjorde et ubehageligt Tilfælde Ende paa Dyrets Liv, endnu inden det naaede Tyskland. Det fik nemlig fat i en Flaske Rom, som det næsten tømte helt, hvorpaa det blev sygt og døde efter fjorten Dages Forløb. Hos ingen anden Abegruppe er Forlemmerne udviklede i den Grad som hos Gibbonerne eller Langarmsaberne (Hylobates.) Med fuld Ret bærer de dette Navn; thi deres over alle sædvanlige Maal forlængede Arme rækker, naar Dyret staar oprejst, til Jorden. Dette ene Kendetegn vilde være nok til at adskille Langarmsaberne fra alle andre Medlemmer af Abeordenen. Gibbonerne danner en betydelig Slægt indenfor Menneskeaberne; man kender syv hertil hørende Arler, der alle er asiatiske og udelukkende tilhører Indien og de store Sundaøer: Sumatra, Java og Borneo. Ingen af dem er over en Meter høj. men deres Størrelse er dog ret betydelig. Trods den stærke og hvælvede Brystkasse gør deres Legeme et meget slankt Indtryk, fordi Bækkenpartiet er indsnævret ligesom hos Mynderne. Baglemmerne er meget kortere end Forlemmerne, Hænderne meget lange og Pege- og Langfinger hos nogle Arter delsvis forbundne med hinanden. Hovedet er lille og ægformigt og Ansigtet menneskelignende. Sædeknuderne er smaa og Halen ikke udvendig synlig. Legemet er beklædt med en fyldig, ofte silkeblød Pels, hvis Hovedfarver er Sort, Brunt, Brungraat og Straagult. Alle Gibboner har en overordentlig højt-lydende Stemme og lader med særlig Forkærlighed deres Raab høre i Morgentimerne. Af de hidtil kendte Arter maa særlig fremhæves: Siamang’en (Hylobates syndactylus), Hulock’en (H. halock), Lar’en eller den hvidhaandede Gibbon (H. lar), Ungko’en (H. rafflesii) og Wauwau’en eller Oa’en (H. variegatus). Gibbonernes hele Bygning gør dem til udprægede Klatredyr (se Fig. S. 3). De ejer alle de Ævner, der kræves af hurtige, udholdende og behændige Klatre- og Springbevægelser. Den rummelige Brystkasse giver Plads for store Lunger, der ikke trættes og ikke svigter, naar Blodet kommer i stærkere Bølgegang under den raske Bevægelse. De kraftige Baglemmer yder den for store Spring nødvendige Spændkraft; de lange Forlemmer giver usvigelig Sikkerhed i at gribe den Gren, der skal være det næste Støttepunkt, og som let kunde for-