Dyrenes Liv: I Pattedyr

358 DYRENES LIV paa de paafaldende store, næsten, ubevægelige Øren. Den indiske Elefant (E. indicus) har et højere Hoved med en næsten lodret Pande og smaa, bevægelige Øren samt mindre Stødtænder. Kindtænderne er forskellige hos de to Arter. Hos de indiske ses der fint krusede Emaljetværstriber paa Tyggefladerne, hos den afrikanske er Figurerne rudeformede. Der forekommer forskellige Varieteter, der af elefantkyndige Indiere betragtes som staaende Racer. Begge Elefanters Hud er snart lysere og snart mørkere, sædvanligvis brungraa eller skifergraa, hist og her med kødfarvede Pletter. De saakaldte »hvide Elefanter« er kun mere lyst farvede eller lyst plettede Varieteter. Elefanternes Størrelse er i Almindelighed bleven overvurderet. De fleste Iagttagere er enige om, at indiske Elefanter af en Skulderhøjde af over 3 Meter hører til Sjældenhederne, og at der ikke en Gang i Afrika forekommer Elefanter af over 5 Meters Højde. Længden udgør mellem 3 og 5 Meter, hvoraf 1,5 M. gaar paa Halen, medens Snabelen kan blive over 2 M. lang. En udvoksen Elefants Vægt beløber sig til ca. 4000 Kilo, og Stødtænderne af en afrikansk Elefant kan tilsammen opnaa en Vægt af over 150 Kilo. Den afrikanske Elefant er udbredt over hele Mellemafrika; tidligere forekom den ogsaa i Kaplandet. Dens Udbredelses Grænser lader sig ikke let fastsætte, da den ikke blot foretager store Vandringer, men ogsaa undertiden skifter Standkvarter for en længere Aarrække. Den indiske Elefant bebor For- og Bagindien samt Øerne Ceylon, Sumatra og Borneo, Den paa Sumatra levende Elefant opstilles undertiden som en egen Art (E. sumatranus). Oldtidens Folk kendte godt saa vel den afrikanske som den indiske Elefant. Darius var den første, der, saa vidt vides, anvendte Elefanter i Krig (mod Alexander den Store). De afrikanske Elefanter ydede Karthagenienserne fortræffelige Tjenester. Romerne brugte især Elefanterne til Kamplegene, og dem maa vi tilskrive Skylden for, at Dyrene allerede saa tidligt blev udryddede i Atlasegnene. De romerske Skuespillere lærte de afrikanske Elefanter at skrive Bogstaver med en Griffel, at gaa op og ned ad et skraat udspændt Tov, fire i Tallet at bære en femte, der anstillede sig syg, i en Bærestol, at danse i Takt og at spise af Guld- og Sølvfade ved et prægtigt besat Bord med Iagttagelse af alt, hvad fin Levemaade fordrede o. s. v. I de omtalte Landsdele kan der træffes Elefanter i enhver større Skov, og Elefantveje kan findes i alle tætte Skove, hvor disse Dyr opholder sig. De fører sædvanligvis ned til Vandet og dannes ved, at Føreren for en Hjord rolig gaar gennem Skoven, uden at ænse Underskoven, som den træder sammen under sine brede Fødder, og ligeledes uden at ænse de Grene, der hænger ned fra de store Træer; disse bliver simpelt hen afbrækkede med Snabelen og fortærede paa de træagtige Dele nær. I Bjærgegne bliver Vejene anlagt