Dyrenes Liv: I Pattedyr

NIENDE ORDEN. ELEFANTERNE. Elefanterne er de sidste Stedfortrædere for en Pattedyrorden, der ellers tilhører en svunden Jordperiode. Af dens mange oprindelige Arter er der nu kun et Par tilbage; men netop disse er nær beslægtede med de Kolosser—Mammutdyret, Mastodonterne og mange flere — hvis Lig Sibiriens og det arktiske Amerikas Tundraer har opbevaret indtil vore Dage, indefrosne i Is og tildels endog bevarede indtil selve Kødet og den Pels, som disse Fortids-Elefanter var indhyllede i. De nulevende Elefanter (Elephas') er først og fremmest karakteristiske ved den lange, bevægelige Snabel og ved de til vældige Stødtænder omdannede Fortænder. Deres vigtigste Lem er Snabelen ■— en Forlængelse af Snuden, ejendommelig ved sin store Bevægelighed og Følsomhed samt ved den fingerlignende Forlængelse. Den er paa én Gang et Lugte-, Føle- og Griberedskab og er, efter Cuviers Angivelse, sammensat af omtrent 40,000 enkelte Muskelbundter, dels Ring-, dels Længdemuskler. Højst mærkelig er Tandbygningen. Elefanten har to overordentlig udviklede Stødtænder i Overkæben, men ingen Hjørnetænder og kun en eneste, meget stor Kindtand i hver Kæbe. Denne Kindtand bestaar af et temmelig betydeligt Antal, med Tandkit forbundne Dentinplader med et Overtræk af Emalje. Naar den er saa vidt afslidt, at den ikke længere fuldstændig kan gøre Tjeneste, rykker der bag den en ny Tand fremefter og træder i Virksomhed, allerede før den sidste Stump af den forreste Tand er falden ud. Man har iagttaget, at dette Tandskifte foregaar seks Gange, og man kan derfor sige, at Elefanten i sin Levetid har 24 Kindtænder. Stødtænderne vokser uafbrudt og kan opnaa en uhyre Vægt og en Længde, som overgaar en Mands Højde. Den afrikanske Elefant, Arabernes Fihl (Elephas africanus), er den største Art og kendes paa den stærkt skraanende Pande og