Dyrenes Liv: I Pattedyr

360 DYRENES LIV med en Kløgt, som endog sætter Folk, der særlig giver sig af med saadanne Anlæg, i Forbauselse. Overhovedet er Elefantens Plumphed kun tilsyneladende. I Virkeligheden er den i et og alt et behændigt Dyr. I Almindelighed er dens Gang et roligt og jævnt Skridt ligesom Kamelens og Giraffens, og den tilbagelægger da 4—6 Km. i Timen; men denne rolige Gang kan fremskyndes saa stærkt, at en Rytter har sin Nød med at følge en travende Elefant, og at denne endog kan tilbagelægge 20 Km. i Timen. Det store Dyr kan ogsaa liste sig saa sagte gennem Skoven, at man næppe hører det gaa. Paa stejle Skraaninger bliver Elefanten ligefrem til et klavrende Dyr. Opad gaar Vandringen ret godt, men nedad har Dyret paa Grund af sin store Vægt langt større Vanskeligheder at overvinde. Den kloge Skabning forstaar dog at hjælpe sig: Den knæler ned paa Randen af Skrænten, saa at dens Bryst kommer til at ligge paa Jorden, og strækker nu sine Forben sindigt frem for sig, indtil de har vundet godt Fodfæste; derpaa trækker den Bagbenene efter, og saaledes kommer den efter-haanden halvt glidende ned. Elefanten sover undertiden liggende, men ogsaa ofte staaende; naar den ret vil gøre sig det mageligt, lægger den sig dog. Den er en fortræffelig Svømmer og sætter over brede Floder. Med den fingerlignende Forlængelse i Spidsen af Snabelen kan Elefanten tage de ubetydeligste Ting som tynde Sølvmønter eller fine Papirsstrimler, og den kan med Snabelen brække svære Træer. Ogsaa Stødtænderne benyttes til mange Arbejder. Den løfter Byrder, vælter Stene, graver Huller med dem og bruger dem baade som Forsvars- og Angrcbsvaaben, men skaaner dem forøvrigt saa meget som muligt, da de forholdsvis let knækker. Elefantens Øjne er smaa, og dens Syn er ikke synderlig udviklet, men desto bedre er dens Lugt og Hørelse. Den svageste Lyd, f. Eks. en Kvist, der knækkes, er nok til at vække dens Opmærksomhed, og Lugten er næsten lige saa skarp som Drøvtyggernes, hvorfor enhver øvet Jæger undgaar at nærme sig græssende Elefanter fra Vindsiden. I Snabelen har Følelsen sit vigtigste Sæde, og navnlig udmærker den flngerdannede Forlængelse sig ved en fin Følelse. At Elefanten besidder Tænkeevne, kan ikke betvivles, og ved Omgang med Mennesker kan dens Anlæg uddannes i en højst mærkelig Grad. Den staar omtrent paa samme Trin som de klogeste Pattedyr, Hunden og Hesten, og er lærvilligere end alle andre Dyr. Skønt den vilde Elefants Evner ikke kan sammenlignes med den tammes, viser ogsaa den mangen Gang en mærkelig Klogskab. En KafFeplanter fortalte saaledes Tennent, at han ofte havde set, hvorledes vilde Elefanter i Tordenvejr pludselig forlod Skovene og lejrede sig langt fra alle Træer paa flad Mark, saa længe Lynene glimtede og Tordenen rullede. I Fangenskab træder Dyrets højere Begavelse dog tydeligst frem. »En Aften,« siger Tennent, »red jeg