Dyrenes Liv: I Pattedyr

366 DYRENES LIV sin Misfornøjelse ved uafbrudt at løfte den ene Fod efter den anden. Raughania krøb ti), og omsider lykkedes det ham al bringe Slyngen, der var fastgjort til Siribeddis Halsbaand, om den vilde Elefants Ben; han trak til og flygtede nu baglæns bort. De to tamme Elefanter trak sig straks tilbage. Siribeddi strammede Tovet i dets fulde Længde, og medens den trak Fangen bort, stillede en anden tam Elefant sig mellem den og Flokken for at forhindre enhver Indblanding. Nu skulde Fangen gøres fast til et Træ og maatte i den Anledning trækkes tilbage, uagtet den gjorde en rasende Modstand, uafladelig brølte af Forfærdelse og sprang til Siden og søndertraadte de mindre Træer, som om det havde været Siv. Siribeddi trak den bestandig efter sig og snoede Tovet om et dertil skikket Træ, idet den hele Tiden sørgede for at holde det stramt. Tilsidst gik den forsigtigt over Tovet for at sno det endnu en Gang om Stammen, ved hvilken Lejlighed den selvfølgelig maatte gaa mellem Elefanten og Træet. Det var dog ikke muligt for den at faa Fangen^tæt hen til Stammen. Den anden tamme Elefant bemærkede straks denne Vanskelighed og kom sin Kammerat til Hjælp; Skulder mod Skulder, Hoved mod Hoved trængte de den vilde Elefant tilbage, medens Siribeddi ved hvert af dens Skridt strammede Tovet, indtil Fangen, som den skulde, stod tæt ved Foden af Træet. Da blev den gjort fast af Jægeren Der blev nu ogsaa lagt en Slynge om Elefantens andet Bagben, hvilken ligeledes blev befæstet til Træet, og endelig blev begge Ben sammenbundne med smidige Strikker. Nu stillede de to afreltede Elefanter sig paany ved Siden af den fangne, saa at Raughanie under Beskyttelse af deres Legeme kunde lægge sine Slynger om begge den vildes Forben. Efterat disse Tove var bundne til et andet Træ, var Fangen fuldstændig fastgjort, og de tamme Elefanter og deres Oppassere trak sig nu tilbage for at foretage den samme Operation med et andet Medlem af Flokken. Saa længe de tamme Elefanter havde staaet ved den vildes Side, havde denne holdt sig forholdsvis rolig; men da de lod den blive alene, gjorde den de utroligste Anstrængelser for igen at blive fri og komme hen til sine Kammerater. Den befølte Tovene med Snablen og søgte at løse de utallige Knuder; den lagde sig tilbage for at faa Forfødderne fri og hældede sig fremefter for at faa Bagbenene løste, saa at enhver Gren paa det store Træ rystede; den stønnede af Angst, løftede Stjablen højt i Vejret, kastede sig om paa Siden, sprang pludselig op igen, holdt en Tid lang inde med sine Anstrængelser og fornyede dem derpaa igen. Imidlertid traadte Raughanie hen foran Statholderens Tribune for at modtage den sædvanlige Belønning for Fængslingen af den første Elefant. Han blev modtaget med en Regn af Mønter og skred derefter paany til sin farlige Bestilling. De tamme Elefanters Adfærd var beundringsværdig. De forstod aabenbart enhver Bevægelse, vidste, hvad det gjaldt om, og valgte