Dyrenes Liv: I Pattedyr

UPARHETTAAEDE 375 Kastespyd; men endnu hyppigere bliver de smukke Dyr fangede i Faldgruber og senere dræbte eller holdte i Fangenskab. Kolonisterne paa Kap holder gerne Tigerheste levende, dels for at glæde sig ved deres Skønhed og dels til Beskyttelse af de tamme Heste paa Græsgangen, fra hvilke de holder Hyænerne borte. Med Urette har man anset Tigerhestene for utæmmelige; det gælder blot om, at de behandles paa den rigtige Maade, og dette har oftest ikke været Tilfældet. Qvaggaen er den, der lettest lader sig tæmme; Burchells Hest er vildere, og Zebraen blev i lang Tid anset for aldeles utæmmelig. Qvaggaer er gentagne Gange bievne afrettede til at trække og bære Byrder. I England har man bragt et Par af disse smukke Dyr saa vidt, at man kunde spænde dem for en let Vogn og køre om med dem som med Heste. Alle Tigerheste taaler godt Fangenskab i Europa og forplanter sig uden særlige Vanskeligheder; de kan endog krydses med andre Enhovede og avle frugtbare Bastarder med dem. Tapirerne (Tapiridaé) er af nulevende Familier dem, der staar Hestene nærmest. Det er plumpt byggede Dyr, hvis Snude og Overlæbe forlænger sig snabelformigt og hænger langt ned over Underlæben. Forbenene har 4, Bagbanene 3 Tæer. Behaaringen er kort, men tæt, og hos de amerikanske Arter er der en Manke. De nulevende Former har hjemme i to hinanden saa fjerne Dele af Jorden som Indien og Sydamerika. Den indiske Tapir eller Skabraktapiren (Tapirtis Indiens) er forunderligt nok den, der senest (1819) blev os bekendt, og hvis Liv endnu er mindst kendt. Den har sit Navn efter den store, skarpt begrænsede hvidgraa Plet, der som et Dækken optager Kroppen fra Skulderpartiet til henimod den korte Hals. Dyret er 2,5 M. langt og 1 M. højt. Dets Hjem er Bagindiens, Sumatras og Borneos Skove. Om dens Liv der vides som sagt endnu meget lidt. Den er et sky, skjult levende Dyr, som dog, naar det indfanges som ungt, godt kan blive tamt og da være meget hengivent af sig. En kort Nakkemanke og et ensfarvet Haarlag udgør de mest iøjnefaldende Kendemærker paa den amerikanske Tapir eller Anta’en (Tapirus terrestris). Dyrets Hovedfarve er mørk graa-brun; men forøvrigt gives der graa, gulaglige og brunlige Afarter. Hos unge Dyr er det øverste af Hovedet tæt besat med runde, hvide Pletter, og langs hen ad Siderne løber der fire uafbrudte Punktlinier af lys Farve, som ogsaa strækker sig ned over Lænderne. Med Alderen smælter disse Pletter sammen til Striber, og naar Dyret er to Aar gammelt, forsvinder de ganske. Hunnen, som plejer at være større end Hannen, kan opnaa en Længde af 2 M. og en Højde af over 1 M.