Dyrenes Liv: I Pattedyr

34 DYRENES LIV oftest ondskabsfulde og frække og gør mere eller mindre Skade næsten overalt, hvor de lever, idet de paa den mest uforskammede Vis plyndrer Plantager og Haver. Hist og her frygter man dem ogsaa paa Grund af et ondartet Væsen. Hos nogle Folkeslag er de Gensland for den yderste Foragt, medens de hos andre i det mindste delvis staar i Ry for at være hellige. Af Hundeabernes Slægter skal vi først lære Slankaberne at kende. Sla ii kåberne (Semnopithecus), er, som deres Navn antyder, slanke og letbyggede Aber med lange, spinkle Lemmer og meget lang Hale, et lille, højthvælvet Hoved, nøgent Ansigt og kort Snude med smaa Kindposer. Ogsaa deres Sædeknuder er meget smaa. Deres Benbygning minder ved sine slanke Former om Gibbonernes; Hænderne har lange Fingre, men Fortommelen bliver allerede her afstumpet og ubrugelig til Klatring. Behaaringen er vidunderlig fin, Farven altid smuk, hos en enkelt højst ejendommelig; Hovedets Haar er ofte meget langt. Sydasiens Fastland, Ceylon og det indiske Havs Øer udgør Slankabernes Hjem. Her lever de i mere eller mindre talrige Flokke i Skovene, helst nær ved Flodbredder eller i Nærheden af Landsbyer og Plantager, hvor de fører en ualmindelig behagelig Tilværelse, da de næsten overalt fredes. Særlig Omtale blandt Slankaberne fortjener Hulman’en eller Hanutnan, som Hinduerne kalder den, Indiernes hellige Abe (S. entellus). Den er Forindiens almindeligste Abe og breder sig stedse stærkere, eftersom man ikke alene freder om den, men endog i visse Egne indfører den. Den bliver 1,57 — 1,72 M. lang, hvoraf dog henved en Meter gaar paa den i en Kvast endende Hale. Pelsen er hvidgul, de nøgne Partier mørkviolette. Ansigt, Hænder og Fødder er, for saa vidt de er behaarede, sorte ligesom den stive Haarkam, der som Øjenbryn løber hen ovenover Øjnene. Derimod er det korte Skæg gulligt. Hulmanen indlager ingenlunde den laveste Plads blandt Hinduens utallige Guder og har allerede i umindelige Tider nydt stor Ære. Saaledes fortæller et oldindisk Sagn, at Kæmpen Ravan røvede Sita, Schri-Rama’s Gemalinde, og førte hende til sin Bolig paa Øen Ceylon; men Hulmanen befriede hende her for Fangenskabet og bragte hende tilbage til hendes Gemal. Om Hulmanens Begavelse og List berettes meget. Saaledes har man den at takke for den højtskattedc Frugt Mango’en, som den stjal fra Kæmpens Have. Til Straf for Tyveriet blev den dømt til at dø paa Baalet — af hvem, siges ikke, — men den skikkede Ilden og forbrændte derved Ansigt og Hænder, der siden da har været sorte. Disse Bedrifter er Aarsag til, al Brahminerne besluttede at gøre den til cn Gud. Allerede gennem lange Tider har man iagttaget denne Abe i dens Hjemstavn; men dette blev netop Grunden til, at vi saa sent blev